La Pared, Fuerteventura

La Pared, Fuerteventura

Jeg har efterhånden prøvet Playitas resort tre gange og det var på tide at prøve noget nyt. Vi skulle afsted i kolde januar og der skulle helst ikke være for dyrt, derfor endte vi igen med at kigge på de kanariske øer hvor man får sol og varme til billige penge i vintermånederne. Vi kan begge godt lige konceptet med træning på ferien og derfor faldt valget på La Pared, powered by Playitas. Det er et nyt hotel som åbnede i efteråret 2016 og ligger på den sydvestlige del af Fuerteventura. Det er et sportshotel, men en slags light udgave sammenlignet med Playitas. Det er vel el slags lillebror til Playitas, da der er mange ligheder, men ikke lige så stort et udvalg af aktiviteter. Derudover er der heller ingen børnepool eller legeplads og derfor heller ikke mange børn, dvs stilhed ved poolen, hvilket vi begge synes er skønt.
 
 
Hotellet befinder sig i et lille område ved navn La Pared,som ikke rigtig er en by,for der intet supermarked,kun boliger og en enkelt lokal bar. Nærmeste by er Costa Calma og ligger ca 5-8 km væk, alt efter om du går af hovedvejen eller gennem bjergene.
 
Vi besluttede os for at gå til Costa Calma om onsdagen, da vi gerne ville se byen, shoppe lidt og også købe ind i et rigtigt supermarked. Vi havde tilkøbt halvpension på hotellet, så vi lavede frokost på værelset. Da der ikk var køkken på vores værelse, måtte vi tage basis udtyr med for at kunne lave lidt salat som vi plejer.Vi fik hurtigt købt det nødvendige i det lokale minimarkedet, og som I kan se på billedet nedenfor, så inkluderer det vin og chips 😉
 

Det mnimarked som ligger ved hotellet som har et fint udvalg, men da vi laver frokost alle dage selv, ville vi gerne købe lidt større mængder og til lidt billigere penge. Så kl 10 om onsdagen, efter morgenmaden begav vi os afsted på en længere gåtur. Jeg havde læst at man kunne gå gennem bjergene og derved spare nogle kilometer i forhold til at følge vejen hvor bilerne kører, ulempen  er bare at den vej ikke er særlig tydeligt markeret igennem bjergene og vi måtte sjusse os frem ved hjælp af google maps mange gange undervejs.

 
 
I sidste ende endte turen med at være 8 km, men måske den havde været lidt kortere hvis man var taget til den østlige del af Costa Calma. Derudover, så kunne vi se da vi nåede til byen, at vi nok havde taget lidt af en omvej rundt om bjergene i stedet for lige over dem. Kort tid efter vi var gået fra hotellet, delte stierne sig på bjerggruten og den ene rute pegede mod nogle byer som var 13 og 16 km væk, da der ikke stod Costa Calma på skiltet, gik vi udfra at vi så ikke skulle den vej og valgte den sti hvor der ikke var noget skilt. Vi blev enige om bagefter, at den nok havde været hurtigere at tage den rute, da den så ud til at gå over bjergene og i den retning vi skulle. Efter kort tid på ruten får man øje på en masse vindmøller, som faktisk står tæt ved Costa Calma by.. så dem skal man bare gå imod fra start af. Da vi kom frem til byen fandt vi en lille restaurant ved stranden som lavede friske fisk på grillen, og selvom det var ret turistet var det virkelig lækkert.
 

 

Byen var egentlig ikke så stor som jeg havde forventet, men vi fandt hurtigt nogle butikker at shoppe i, det var ikke det store udvalg, men de gængse ting som parfume og tøj. Byen har en flot hvid sandstrand og ellers bare en helt masse lejligheder og hoteller. Taxa turen hjem kostede 15euro og det var lige hvad vores kroppe havde brug for efter den lange gåtur derhen.
 
Hotellet har nogle hold i løbet af dagen og derudover et simpelt træningscenter, to tennisbaner, en basket bane og en volley bane. Der findes en yoga sal og et spinning lokale, som sjovt nok også fungerer som biograf om onsdag til den ugentlige film aften. De fleste af holdene finder sted på deres multicourt som er placeret så der er fantastisk morgensol. Instruktørerne kommer fra Playitas resortet og derfor (som det fremgår af programmet) er det den samme instruktør som har alle holdene den pågældende dag.
 
 
Der er færre hold her end på Playitas, til gengæld er alle holdene gratis på La Pared,f.eks yoga og spinning, som man betaler for på Playitas. Der var en af dagene hvor vores hold desværre blev aflyst.. heldigvis er Chris jo total Cross-fit freak, så vi fik hurtigt gang i vores helt egen træning. Den udendørs multicourt er altid åben, og det virkede til at man bare kunne bruge den når der ikke var hold.
 

Udover de normale hold,var der i den uge vi var afsted,også løbetræning med en svensk løbegruppe som hedder Urban Tribes. De stod for to daglige løbeture, en morgen tur kl 8 og en eftermiddags tur kl 17. Vi var på turen om mandagen som hed ‘running with the buffalo’ og det var en hård omgang! Vi skulle starte med en stille og rolig jogging tur som opvarmning, og jeg blev ret overrasket over at denne tur var på 15 minutter (2,5km) i ét stræk. Det er mere end jeg kan løbe på én gang og her blev jeg for alvor opmærksom på at mine lunger ikke er ligesom alle andres. Jeg løb,ikke overraskende,som den aller sidste og langt bag ved de andre. Selve træningen bestod af en masse intervaller på henholdsvis 3×3 minutter, 3×2 minutter og 3×1 minut hvor vi løb i eget tempo frem og tilbage på en lang promenade. Naturen og omgivelserne var jo helt fantastiske og ideelt til sådan nogle løbeture rundt, men fremover bliver det nok i eget tempo og ikke med et hold. Jeg fik hvertfald bekræftet min frygt, nemlig at jeg ikke kan følge med.
 
 
Hotel La Pared ligger ud til et fantastisk flot bjergområde og en strand som er kendt af surfere. Stranden egner sig ikke til at bade på, og det er også meget klipper og ikke så meget sandstrand. Denne surfstrand er kendt som en af de bedste på øen, så hvis man er vild med surfing, så er dette hotel oplagt. Til gengæld skal man nok ikke vælge det, hvis man gerne vil bade på en sandstrand,for det er der ikke mulighed for her.
 

Hotel La Pared er powered by Playitas og Playitas logoet står mange steder på hotellet Derfor kan man jo ikke lade være med at sammenligne de to hoteller. Der er endda en bus som kører 3 gange om ugen mellem La Pared, Costa Calma og Playitas. Når man er gæst på La Pared har man også lov at bruge alle sports faciliteterne på Playitas, og jeg gætter på at det også gælder den anden vej rundt. Prisen på en dagsbillet til denne bus er 9 euro per person. Jeg kan dog ikke forestille mig hvad grunden skulle være til at playitas gæster ville tage hertil, for det er jo en del mindre og har færre aktiviteter. Til gengæld er der ikke ret mange børn og derfor dejligt stille ved poolen. Det ved jeg selvfølgelig ikke om er tilfældet altid. Qua de mange sports faciliteter, føles det hele lidt mere hektisk på Playitas. Der er hold det meste af dagen, og folk er hele tiden i gang. Da der ikke er lige så mange hold på La Pared, er der en meget mere rolig stemning og det virker til at folk tager det hele mere afslappet. Der var stort set ingen mennesker i baren om aftenen, og derfor blev aftenerne brugt med spil, bøger, film og hygge på værelset. 

 

Vi blev overraskede over hvor få folk vi ser rundt omkring her på hotellet, i restauranten, ved poolen og i fitness centeret, for da vi kiggede på Apollo,var denne dato udsolgt. Men det kan jo meget vel kun være en lille del som er allokeret til det danske marked, og så har Apollo jo sikkert heller ikke alle værelser på hotellet. Men stadig, her er dejligt stille, og vi nyder det. Playitas er en hel del større og det giver både flere valg hvad angår sport, men også maden. Buffeten er betydeligt større på Playitas og derved flere valg til aftensmaden, til gengæld er der ofte mange mennesker og det vrimler med børn.

Selvfølgelig skal prisen jo også nævnes, når man sammenligner de to steder. På Playitas er det oftest aparthotel som er billigst, hvilket jo er det som vi foretrækker, så vi har et lille køkken hvor vi kan lave frokost. Sidste år og i år har Takeoffer haft tilbud på Playitas aparthotel for 3000 kr, det er en god pris. Jeg så også enkelte afgange på apollos hjemmeside sidste år til den pris, så det er muligt hvis man rejser udenfor skoleferierne. De billige afgange ligger oftest i maj, hvor vejret er helt perfekt til træning. Udover grundprisen giver man ca 1300 for halvpension, ca 200 for transfer og ca 200 for mad på flyet.
 
Da La Pared er ret nyt, har jeg ikke tidligere priser at sammenligne med, men for denne tur var prisen 3200 og det var inkl morgenmad. Derfor kostede halvpension kun 750 kr oveni. Prisen for transfer og mad på flyet er det samme som ved en rejse til Playitas. I denne sammenligning skal lige nævnes at vi havde et standard hotel værelse og derfor ikke noget køkken. Lejlighederne var udsolgte, så jeg ved ikke hvor meget mere de koster.
 
Og så er spørgmålet jo, hvor får man mest for pengene? Og det kommer jo an på hvad man gerne vil, for hvis man vil lave en hel masse sport, så er Playitas det bedre valg, men i forhold til surfing, så har jeg fået opfattelsen af at La Pared stranden er ‘the place to be’.. Personligt, hvis jeg kunne få rejsen til Playitas på tilbud og de to hoteller endte med at koste det samme, så ville jeg vælge Playitas pga. de mange sports faciliteter. Men nu ville vi gerne prøve noget nyt, og det kan sagtens være at vi prøver et helt andet sportshotel næste gang. Til slut kan det nævnes at Apollo netop har åbnet nye lejligheder som hedder Playitas Anexe, det er lejligheder som ligger ca 400 m fra selve Playitas resortet, men er billigere og man må stadig bruge alle Playitas faciliteter. Det kunne være et budget venligt alternativ.

2 thoughts on “La Pared, Fuerteventura

  1. Tak for blog med fin information for et seniorpar, som besøger Fuerteventura for første gang. Vi ser frem til ok hotel med sportsaktiviteter og mulighed for selvhygge og sol
    Hilsen Elfi fra Faaborg

    1. Hej Elfi,
      Jeg er glad for at I kunne bruge min blog 🙂 Og håber i havde en dejlig ferie på Fuerteventura.
      mvh. Amanda

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.