Velkommen til min rejseblog

I april 2025 tog vi til Vietnam i 17 dage. Det var en helt fantastisk oplevelse og jeg har lavet et opslag per by, hvor I kan læse lidt om vores oplevelser.

Hanoi

Cat-Ba Cruise

Phu-Long

Ninh-Binh

Hoi An

Ho-Chi-Minh City

 

 

Sidste stop på vores tur fra Nord til Syd, var Ho Chi Minh City (HCMH). Som nogle turister sagde til os, it’s hell. Så slemt var det nu ikke, men varmen var da helt uoverskuelig. Det er en kæmpe storby med mange mange mennesker, biler og knallerter. Da vi var der, var det 35 grader og føles som 43, det var ulideligt varmt og virkelig trykkende og stillestående luft fordi man er omringet af bygninger. Thank god for AC, som jeg ellers ikke bryder mig om at sove med, alt andet var ulideligt. Når vi åbnede vinduet eller altandøren på vores hotel, var det som at åbne ovnen. Hotellet havde endda en rooftop pool, men vandet var utrolig varmt, så det kunne vi slet ikke forestille os at sidde i. Selv om aftenen var det varmt, jeg har nærmest ikke oplevet noget lignende.

Vi landede torsdag eftermiddag og skulle flyve hjem lørdag kl. 23.50, så vi havde omkring 2 hele dage til at opleve byen. Vores hotel lå ret centralt og vi kunne gå ind til “turistområdet”. Første aften havde vi bestilt bord på en restaurant som havde noget ala “Dining week”. Det var første gang i lang tid vi ikke fik traditionel vietnamesisk mad og sikke skønt det var at få noget andet end ris og nudler. Anden dagen skulle vi tidligt op og på tur ud til cu chi tunnellerne. Der findes to områder med tunneller som er åbne for turister, og vi skulle til det som lå længst væk fra byen, da der burde være færre mennesker. Det tog ca 2,5 timer at køre derud, inklusiv et lille pitstop. Før man kommer til tunnellerne, ca 5 min køretur derfra stoppede vi ved en skydebane. Her kunne man prøve at skyde med bla AK47 hvis man ville det. Chris havde prøvet det før, men jeg skulle selvfølgelig prøve. Det kostede 60.000 dong per bullet, og man skulle min købe 10, så det gjorde jeg. Vi kunne ikke dele dem, så jeg fim fyret alle 10 af. Det kostede ca 150 kr og tog ikke mange minutter. Jeg ramte selvfølgelig ingenting..

Dernæst skulle vi endelig se tunnellerne og især Chris glædede sig til den del. Jeg vidste på forhånd at jeg nok ikke skulle ned i tunnellerne, men det er stadig noget man skal opleve når man er der. Tunnellerne blev brugt at Vietcong i krigen og og de er ret små, man kan godt se at de ikke er lavet til vestlige nutids mennesker. Man går rundt i et område som faktisk er jungel, så godt vi tog myggespray med. Så er der forskellige steder hvor man kan komme ned i nogle af tunnellerne. Det er kun en lille del af dem som er bevaret og bliver brugt til turister i dag. Mange af dem er faldet sammen og eksisterer ikke længere. Man fik lov at gå ned i flere tunneller af forskellige længde, og Chris gik igennem dem alle. Jeg var ikke så modig og nøjedes med at kigge ind og ellers gik jeg bare oppe på landjorden. Tunnellerne et lave, så man skal gå foroverbøjet eller langt ned i knæ, kunne jeg hvert fald se på folk. Nogle af dem er endda så små at man skal kravle igennem, den var der ikke mange fra vores gruppe der ville prøve. Udover tunnellerne man kunne se, var der også eksempler på forskellige fælder som Vietcong lavede. Vores guide fortalte og forklarede hvordan de virkede, de var søreme smarte og det så ikke særlig behageligt ud at ende i en af dem. Det var en lang køretur i forhold til hvor kort tid man egentlig brugte derude ved selve attraktionen, men stadig turen værd og spændende at se.

 

Om aftenen havde Chris fundet en Michelin restaurant vi skulle prøve, så vi fik os noget lækker mad. Det smager jo godt, men jeg bliver nok aldrig rigtig til det der med at betale mange penge for små portioner. Det gode var at der var plads til en is på vejen hjem.

Om lørdagen stod den på shopping, vi skulle på marked og i butikker for at se om der var noget vi skulle købe med hjem. Både markedet og alle butikkerne havde AC eller blæsere, og det var virkelig dejligt. Når man trådte ud blev man hver gang overrasket over varmen. Vi gik også en tur ned til floden hvor de var igang med at gøre klar til kæmpe fejring af 50 årsdagen af landets genforening. Den rigtige dato er 30 april, og mens vi var der I påske weekenden blev der gjort klar. Lørdag aften skulle der være fyrværkeri og alt mulig ved floden. Det vidste vi selvfølgelig ikke, ellers havde vi da overvejet at blive til søndag. Det kunne ha været sjovt at opleve. Men afsted skulle vi, og hjem mod Danmark.

Hoi An var nok min yndligsby af de steder vi besøgte i Vietnam. En utrolig populær by som er på UNESCOs liste. Den er kendt for sine lanterner alle steder og om aftenen er floden og gaderne lyst op af lanterner og lys, det er så smukt. Det mest populære område er den gamle bydel, hvor der ikke er adgang for knallerter og biler. Der er til gengæld tæt pakket af turister, og cykel taxaer. Bydelen består af en masse små hyggelige gader med restauranter og butikker på begge sider. Her kan man sagtens bruge timer på at gå og kigge, selvom mange af butikkerne sælger det samme: souvenirs, tøj, kaffe, mm. Der er en flod som løber igennem dem gamle bydel hvor man kan sejle i små både, og der er flere broer som krydser floden, altid tæt pakket af turister som vil tage billeder. Der er helt klart flottest om aftenen hvor man kan se de mange lysende lanterner og lamper som pynter gadebilledet.I den gamle bydel findes også nogle templer og andre historiske sites man kan besøge, men de kræver en indgangsbillet. Vi følte vi havde set nok af sådan noget allerede, så det gad vi ikke bruge tid og penge på.

Priserne for mad og drikke (og sikkert også souvenirs) er heftigt skruet op i den gamle bydel. Vi gik fra at kunne få en Hapy Hour øl til 7.000 dong i Ninh Binh til et happy hour tilbud som hed 2 for 1, men til en pris på 75.000 dong. Det er jo stadig billigt hvis man omregner til danske priser, men bare et vildt spring her i V ietnam. Der er masser af mad og drikke at finde, og stort set alle stederne har happy hour og vil gerne lokke turisterne ind. Hvis man kommer ud af den gamle bydel, så er priserne igen mere til den normale side. Vi fik blandt andet Bahn Mi fra et virkelig populært sted, lige udenfor den gamle bydel – Bánh Mì Phượng. Der giver man omkring 30.000 dong og den var virkelig lækker. Hvis man skal blive mæt skal man nok ha to, de var ikke så store.

En af de ting som Chris og jeg elsker når vi er på ferie er bare at vandre afsted uden en plan og bare gå på opdagelse hvor vi nu end er henne. Det havde vi slet ikke haft chancen for indtil nu, fordi alle vores dage var planlagt og der var ikke meget tid til at udforske på egen hånd. Så da vi kom til Hoi An og kunne se rismarker fra vores altan, så skulle vi selvfølgelig på opdagelse. Vi havde lidt en ide om hvor vi gerne ville hen, men kun i store træk. Vi gik afsted ud gennem rismarkerne og igennem nogle små landsbyer/områder udenfor centrum. Man skal heldigvis ikke langt ud af byen før man er omringet af rismarker, små vandløb og lokalt-liv. Vi kom forbi bang-an beach som er den mest populære strand her i Hoi An. Dog var det blæsevejr og det gav høje bølger som man måtte ikke svømme. Det var sjovt at se at stranden nærmest var tom for mennesker, men også dejligt at det ikke vrimlede med turister – som jeg formoder at det gør normalt hvis det er godt vejr.

Der var gang i en del byggeri tæt ved stranden og også nogle byggerier som så ud til at være gået helt i stå. Blandt andet stod der pludselig et “slot” I første række ud til vandet, men det var langt fra færdigt. Man kunne se at der havde været folk, for der var grafitti og skrald derinde. Længere tilbage stod også 2 ufærdige bygninger som lignede at det skulle være noget hotel og jeg fandt en artikel senere som forklarede at det skulle være et stort resort, men byggeriet gik i stå fordi de løb tør for penge. Da vi gik videre ned af stranden kunne vi se nogle forladte restauranter, og ufærdige byggerier, hvilket er super ærgerligt – men der er godt nok også mange byggerier i gang, så der må jo være turister nok til at fylde alle de værelser op. Stranden er et godt stykke fra den gamle bydel, men der er sikkert mange der gerne vil bo lige ved stranden.

Vores lange gåtur endte tæt ved den gamle bydel i centrum, hvor vi havde besluttet at vi gerne ville lave lanterner. I alt fik vi gået ca 20 km den dag, så fødderne var godt trætte. Vi bookede massage på hotellet næste dag, det var tiltrængt og virkelig dejligt.

Lantern Lady:

Hoi An er kendt som Lanternebyen og der er lanterne over det hele. De er simpelthen så smukke og de pynter pænt i gadebilledet med deres flotte farver og ofte med lys i. Vi havde læst at man kunne lave sine egne lanterner og det skulle vi da selvfølgelig prøve! En hurtig google søgning kom frem med stedet ” Lantern lady” hvor man kan lave sine egne lanterne, som kan foldes og tages med hjem. Når man kommer derned kan man vælge størrelser og form på lanternen og du kan vælge om du vil bygge på et eksisterende skelet eller om du også vil bygge skelettet selv. Vi valgte at bygge på et eksisterende skelet. Der er forskellige størrelser, 20 cm, 30 cm eller større. Vi valgte begge 30 cm og jeg lavede en “Hoi-An” style form, hvor Chris valgte diamant formen.

Man skal dernæst vælge 4 stykker stof til at beklæde sin lanterne med, og der var et kæmpe udvalg af smukke og farverige stykker stof. Det var godt nok svært at vælge! De fleste vælger ét mønster til hele lanternen og de mange eksempler som hænger i loftet er alle af ét mønster hele vejen rundt. Jeg kunne selvfølgelig ikke vælge og tog 4 forskellige stykker stof, så alt efter hvordan du vender den, så ser du forskellige mønster. Chris valgte 2 forskellige slags mønster til sin lanterne. Det er et super hyggeligt lille sted hvor man sidder ved små runde borde med saks og lim og så kommer personalet rundt og instruerer i hvad man skal gøre. Man skulle starte med at lime stoffet på lanternen, på de nedadgående “pinde”. Lettere sagt en gjort og det tog lang tid bare at få stoffet til at sidde rigtigt. Damen kom endda og lavede rettelser på min et par gange fordi jeg ikke havde brugt nok lim. Når man har limet alle 4 stykker stof på, skal man ha klippet kattene pæne, der hvor de overlapper. Det er svært når man har forskellige stykker stof, men vi fik begge ros for hvor pænt vi havde klippet. Det er rigtig tidskrævende at sidde og klippe kanterne med en lille saks, og vi måtte også lige købe os en øl til arbejdet. Sidste step er at sætte kantebånd i top og bund og en lille “dusk” i bunden. Så var den simpelthen klar. Når man er færdig bliver lanternen hængt op udenfor på nogle ledninger med pærer, så man kan se hvor flotte de er med lys i. Og så tager de billeder af én sammen med sin lanterne. Vi var rigtig glade for vores hjemmelavede lanterne og de skal hjem og hænge med lys i.

 

Madlavningskursus

Vi elsker jo at spise mad og især lokale specialiteter når vi rejser. Vi har før deltaget i et madlavningskursus og det var ret sjovt at lære at lave lokale retter. Det skulle vi prøve i Hoi An. Kurset foregik hos et familie der boede lidt udenfor centrum og vi blev hentet og kørt retur, så det kunne ikke være nemmere. Vi var nok 8 personer i vores lille gruppe og vi skulle lave 4 forskellige retter.

• Vietnamesiske pandekager lavet på rismælk, en specialitet her i Hoi An.
• Papaya salat
• Kylling med citrongræs
• Forårsruller

Det var super sjovt at lave maden og hende som underviste os havde da sin helt egen fest. Der blev flamberet og danset og sunget imens vi kokkererede. I vores gruppe var 2 spanske fyre som ikke talte særlig meget engelsk og de forstod ofte ikke hvad vores underviser sagde. Så her kom vores spansk kundskaber lidt på en prøve, men de var glade for de få ord vi kunne oversætte for dem. Det var jo oftest bare at se på hvad hun gjorde og så gøre det efter. Vi fik selvfølgelig lov at spise maden og det smagte super lækkert. Vi fik også opskrifterne med hjem, så vi kan forsøge os med det derhjemme.

Bana Hills

Man kan nærmest ikke besøge Danang området uden at tage til Sunworld Bana Hills. Det er den mest besøgte attraktion i Vietnam, nok mest pga. broen med hænderne, som nærmest er blevet synonym med Vietnam. I mine øjne det mest u-autentiske sted i landet, men altså, besøge det skulle vi selvfølgelig. Det ligger ca 30 minutter i bil fra Danang eller ca 1 time fra Hoi An. Vi havde læst utrolig mange anmeldelser og blogs om stedet for at finde ud at hvor mange timer vi skulle forvente at bruge derinde. Der findes nemlig mange pakker hvor man enten bustransport eller taxa/privat bil i et bestemt antal timer. Anmeldelserne sagde lidt blandet, men mange nævnte at man sagtens kunne bruge en hel dag der. Derfor tænkte vi at det ville være dumt at være låst fast til et bestemt antal timer, og valgte derfor at booke en Grab istedet – det er Asiens svar på Uber. Det var godt nok lidt dyrere, men så havde vi ikke nogen begrænsning på hvornår vi skulle være ude. Vores chauffør derud sagde dog at vi bare skulle skrive til ham en time før, og så ville han gerne hente os. Vi fandt bagefter ud af at de fleste chauffører nok venter derude, istedet for at køre tomme tilbage. Det lyder jo skørt for os at de sidder der og venter i 6 – 8 timer, men for dem er det jo nok mange penge at få nogen med tilbage til byen. Vi gav ca 125 kr for hjemturen, og lidt mere for turen derud. For os er det jo ikke dyrt for en times køretur, men for dem er det jo mange penge. Der står også mange chauffører ude foran når man skal retur og prøver at få dig til at køre med dem.

Og hvad er så Bana Hills? Det var oprindeligt en by som blev bygget af Franskfolkene højt oppe i bjergene, hvor der var både hoteller, vinkælder, underholdning osv. Nu her mange år efter er det blevet lavet om til en “theme-park”. Jeg ville normalt oversætte det til forlystelsespark, men der var nærmest ikke nogle forlystelser, så det ville jeg ikke helt kalde det her. Vi blev faktisk lidt skuffede over det, for vi troede der var forlystelser – men der er kun én og den skal man betale ekstra for. Der er kun én vej op og ned af bjerget, og det er med Vietnams længste kabelbane. Selve turen op eller ned tager omkring 20 minutter og der er virkelig flot udsigt over junglen. Parken er bygget i forskellige dele på bjerget, og i forskellige højder. Så for at komme rundt mellem dem, skal man også køre med kabelbane. Så hvis man er højdeskræk eller ikke kan lide at svæve derude i luften, så er det her nok ikke lige stedet man skal tage hen. Jeg tror at de fleste gæster tager til parken for at se the golden hands bridge. Det er de billede man tit ser fra Vietnam hvor hænderne ligesom holder broen. Vi havde læst at man skal komme tidligt for at få billeder på broen uden alt for mange mennesker. Så vi var ved parken kort tid efter de åbnede, og det var faktisk ret fedt for der var ikke så vanvittigt mange på broen endnu. Vi fik taget en masse billeder uden alt for mange mennesker.

I parken findes også en vinkælder som man kan betale for at se. Billetten indeholder 1 glas vin, sangria eller juice  Man kan købe 3 slags billetter dertil, alt efter hvilken kvalitet af vin man ønsker. Vi købte bare den billige til ca 25 kr per person fordi vi havde hørt at vinen ikke var særlig god uanset. Selve vinkælderen er ikke så stor, men der er en lille bar derinde og de har dekoreret den med tønder og tomme vinflasker. Det tager måske 10-15 minutter at gå igennem, så man skal ikke forvente for meget. Vinen bagefter smagte heller ikke særlig godt, og det var også lidt uvant at drikke vin kl. 10 om formiddagen. I parken er der forskellige områder hvor de har pyntet med alverdens ting, så det er super flot at gå og kigge på og ta billeder. Men det er ikke fordi der er så meget at lave som sådan, andet end at gå rundt. Det største område er nok den franske landsby som består af gamle franske bygninger, hvilke i og for sig er flotte. Men når de fylder det med turistede restauranter og souvenir butikker, så ødelægger det lidt den oprindelige charme. Der er mange muligheder for at finde mad, af forskellige slags. Der er masser af vestlig mad, både restauranter og madboder  ala ” street food” vi havde lidt frugt med fra morgenmaden og var ikke vanvittigt sultne, så vi tog bare en bahn-mi fra en bod – for jeg tænkte at den kan de vel finde ud af at lave alle steder i Vietnam. Der tog jeg fejl, for den var godt nok kedelig! Priserne var ca dobbelt af hvad det kostede udenfor parken, dvs omkring 20 kr for en Bahn Mi, hvor vi havde fået dem til ca 10 kr i Hoi An by.

Når man kommer til parken om morgenen får man udleveret et par vouchers til en gratis øl. Den kan man få udleveret i deres kæmpe øl-hal/bryggeri. Det er et kæmpe sted med 4 etager, men øllen man får gratis kunne jeg ikke li, så den fik Chris. Ude foran øl-hallen var der sådan lidt oktober fest stemning, med mad og musik som skulle minde om tyskland vil jeg tro. Det er så spøjst at lave en sådan park i Vietnam og så minder den mere om Frankrig og Tyskland end selve Vietnam. Vi var igennem parken hurtigere end forventet, der var simpelthen ikke særlig meget at lave da vi havde set det hele. Der var meget byggeri igang, som efter sigende blandt andet skulle være nye hoteller. Der er pt ét hotel i parken som man kan overnatte på, det koster lidt over 1000 kr for en nat for 2 personer. Vi havde overvejet det, men jeg er godt nok glad for at vi ikke gjorde det. Jeg tror simpelthen vi ville have kedet os for meget om aftenen. Mange af butikkerne og restauranterne lukker kl 17, så der er ikke rigtig så meget at lave derefter, vil jeg tro. Vi var glade for at vi fik set parken, og broen – men den var nu lidt overrated. Vi havde hørt at det var lidt Vietnams svar på disney land, men jeg syns ikke man kan sammenligne dem. Selvom jeg ikke har været i disney land, tror jeg det er tusind gange federe.

Cam kim øen

Den sidste dag i Hoi An valgte vi at gøre brug af hotellets gratis cykler. Der ligger en lille ø, kun en kort cykeltur fra den gamle bydel som vi gerne ville udforske. Vi var lige spændte på hvordan det ville være at cykle i deres lidt kaotiske trafik, men det var faktisk nemmere på cykel end som gående. På cyklen følger du bare trafikken stille og roligt, hvor du som fodgænger hele tiden skal ud i kanten af vejen fordi der står alt muligt på fortovet, så du skal udenom knallerter og ellers passe på hvad der ellers kommer kørende når du går derude I vejkanten. På cykel er det jo bare lige frem, så det er faktisk overraskede nemt. For at komme til Cam Kim øen, kan man enten køre af en lille bro som er til cykel eller knallert, eller en normal bro som jeg formoder også er til biler. Vi tog den lille bro som vrimlede med knallerter, men den er ikke så lang så det går hurtigt. På øen er der ikke så mange turister, vi så et par grupper der var på cykel tur, men ellers ikke rigtig nogle andre. Øen er faktisk bare en lille landsby, der er rismarker og en masse grøntsags-marker. Så mange lækre ting der stod plantet, og der er små stier igennem hvor man kan cykle. Vi havde ikke rigtig nogen plan for hvad vi skulle se, vi cyklede bare lidt rundt og så ramte vi nogle gange en blind vej, så vendte vi bare om. Man kan se på kortet at vi kom forbi nogle af de samme veje et par gange, der var ikke så meget system i vores rute. Vi nød bare at cykle rundt og kigge lidt på det lokale liv og de smukke omgivelser (rismarker). Det var virkelig varmt, så det blev ikke til mere end et par timer, men vi fik da alligevel cyklet 10 km. Kan varmt anbefales at tage en lille cykeltur dertil hvis man er I Hoi An. Bare for at komme lidt væk fra menneskemængderne.

Sidste stop på vores tur var HCMH – læs om vores besøg i storbyen her

Vi ankom til Ninh Binh om eftermiddagen og det var da godt nok en helt anden oplevelse end den vi lige kom fra. Her var lys, larm, biler, turister, butikker, restauranter og happy hour over det hele. Vi gik lidt rundt i byen på egen hånd og fandt nogle rismarker lige udenfor centrum og så opdagede vi et lille museum hvor man kan se en slags gammeldags landsby. Vi betalte 50.000 dong hver for indgang, det var måske ikke helt pengene værd, men oh well. Det så lidt lukket ud og vi var de eneste mennesker, men det var da et fint lille og roligt indslag i den ellers travle by. Næste morgen blev vi hentet kl 8.30 og skulle på heldags udflugt. Denne gang var vi del af en større gruppe på omkring 12 stykker, og skulle ud at se en masse. Beskrivelsen på pakken som vi havde booket hjemmefra beskrev at vi skulle på Mountain bikes så jeg havde taget tøj på derefter. Det viste sig at vi slet ikke skulle cykle, så det var da lidt ærgerligt. Første stop på vejen var bich dong pagoda, hvor man kan se 3 pagodaer. Man kunne ikke komme ind i dem, men det gjorde ikke så meget. Vi fik nogle røgelses pinde som man skulle sætte ved den øverste pagoda.

Dernæst gik turen ind til Hoa Lu – den gamle hovedstad i byen. Her kunne man se templer og også komme ind i dem, det var utrolig populært og der var mange mennesker. Herefter kørte vi ud til et frokost sted, hvor der var buffet. Det var nok det kedeligste mad vi har fået på hele denne ferie indtil videre. Der var ingen smag i det og det var fuldstændig uinspirerende. Nå, men efter den kedelige frokost tog vi videre til bådtur. Det er en af de aktiviteter man skal opleve I Ninh Binh. Jeg havde læst at det var her hvor bådene blev styret med fødderne, men det var altså ikke tilfældet – måske det blir gjort sådan andre steder, det ved jeg ikke. Men vi var ved Trang An og det var et kæmpe foretagende. Det var virkelig organiseret og der holdt virkelig mange både klar og ventede på passagerer. Vi sejlede rundt i en halvanden times tid, og kom igennem forskellige grotter. Vi sejlede ned af store floder med smuk udsigt til alle sider, hvis man altså ser bort fra alle de andre både med turister.

Sidste stop på turen var Mua Cave og her skulle man gå ca 500 trin for at komme til toppen af bjerget, der var jeg godt nok glad for mit tøjvalg. Det var virkelig varmt og fugtigt og jeg var drivvåd af sved da endelig kom til toppen. Chris var selvfølgelig for længst kommet til toppen da jeg endelig nåede derop. Det var en smuk udsigt og alle trinene værd. Og efter så mange timer i bus var det skønt at bevæge benene lidt. Svedige og trætte blev vi kørt i bus til Ninh Binh tog station hvorfra vi skulle have toget kl 21.51. Vi fandt en nærliggende restaurant at spise på og fik os en øl og så ventede vi ellers bare på toget. Nattoget kører fra Hanoi til Ho chi Min og det er en utrolig populær rute. Vi skulle kun til Danang som tager 14 timer fra Ninh Binh. Vi havde 2 sovepladser i en 4-personers kahyt og vi var meget spændte på at se hvem vores værelses kammerater ville være. Det viste sig at de allerede havde lagt sig til at sove da vi kom ombord, så det blev ikke til meget kortspil og hygge. Men en tidlig aften og lidt serie på min tablet, det var også dejligt.

Sengene i toget var overraskende behagelige og jeg sov nærmest gennem hele natten. Jeg havde forventet det værste, så jeg blev ret positivt overrasket. Der er AC i toget, så man kunne slet ikke mærke hvor varmt det var udenfor. Om morgenen så jeg en skærm der vidste temperaturen udenfor og indenfor, så kunne man rigtig glæde sig til at komme ud i varmen. Toget ankom ca en halv time senere end planlagt og hold nu fest der var varmt udenfor. Vi var jo kørt sydpå, og her i Danang var der blevet 35 grader og solen skinnede. Vi skulle ikke bo i selve danang, men nabo byen Hoi An, hvor vi skulle tilbringe hele 5 nætter.

Læs om den fantastiske by Hoi An her

Vi tilbragte ikke særlig mange dage i San Jose, da vi havde læst at byen er lidt kedelig og vi havde mange andre spændende steder vi skulle nå at se. Dog overnattede vi i byen af to omgange, første gang da vi ankom til landet og anden gang da vi skulle rejse hjem. Første besøg var kun én nat, da vores shuttlebus var booket til om morgenen. Vi boede i udkanten af byen, hvilket vi først fandt ud af senere hen. Vi undrede os over at byen var så tom, og der ikke rigtig var nogle butikker eller noget liv nogle steder. Det blev ikke til meget sightseeing der, men en enkelt overnatning på hotellet og så videre næste morgen til Monteverde.

Anden gang vi kom til San Jose var da vi skulle hjem, og der havde vi booket et lille hotel inde i centrum af byen. Det lå nærmest på gå-gaden, så vi kunne ikke komme tættere på butikker, markeder og mennesker. Hotellet havde en lille tagterrasse hvorfra der var fin udsigt over byen, og samtidig havde de deres restaurant deroppe så man ku nyde en lækker cocktail eller mad med solnedgangen. Det var meget mere som man havde forventet byen, med en masse lokale markeder som har både mad og alverdens krims-krams. Vi havde 2 nætter her, og havde derfor rig mulighed for at tage på opdagelse i byen og suge det sidste af Costa Rica til os før vi skulle hjem til kedelige og kolde Danmark igen.

Vi bookede en Walking-Food-Tour hvilket var rigtig hyggeligt. Man mødtes inde på gågaden, helt centralt ved de kendte markeder. Gruppen bestod af ca 8 personer, og vores guide viste os rundt på markeder og til forskellige seværdigheder. Det var en perfekt blanding af sightseeing og mad oplevelser. Vi smagte lokal specialiteter så som Ceviche serveret i en nacho-chips pose, hvilket smagte overraskende godt. Vi fik frist frugt på markederne, en kokosnød med sugerør i så man kunne drikke kokosvandet helt friskt og andre lækre lokale ting, som man ikke nødvendigvis ville ha smagt på egen hånd. Turen varede et par timer og vi havde valgt turen omkring frokost-tid, hvilket var meget passende.

Vi havde kun 2 dage i byen før vi skulle hjem, men det passede helt fint med hvad man kunne opleve i byen. Der er mange dagture man kan booke der kører ud til hotsprings, vulkanen, regnskov osv, men det gav jo ingen mening for os da vi lige havde set alle de fantastiske ting. Vi hyggede os bare i byen, spiste go mad og sugede det sidste ferie til os før vi fløj hjem. På billedet nedenfor ser man en super lækker platte med forskellige specialiteter fra det Costaricanske køkken.

 

Vi ankom med shuttlebus til Manuel Antonio ved 13 tiden og blev mødt af en bølge af varme. Her var temperaturen lige steget en del og det samme med luftfugtigheden. Hold nu op det var varmt! Vores hotel lå lige ved nationalparken, som er en af de mest populære I landet, og selvfølgelig også grunden til at vi tog her til byen.

Vi begav os på eventyr efter morgenmaden og havde i forvejen købt indgangsbilletter til kl. 9. Der var stadig vanvittigt varmt og ekstremt fugtigt. Heldigvis gav parken skygge meget af tiden og det var lækkert. Parken er især kendt for at have mange aber, og vi havde fået at vide at det var nærmest garanteret at se aber, det viste sig at være rigtigt. Der var mange aber, især samlet omkring cafeteriet. Man må ikke medbringe mad udefra, så man er tvunget til at købe utrolig kedelig mad I deres cafeterie når man bliver sulten. Man sidder i et slags stort bur, for at holde aberne væk fra maden. Omvendt verden, men smart nok.

Parken har en del forskellige stier rundt, men desværre var 2 af dem lukkede. Vi gik af alle stierne der var åbne, og de var meget nemmere at gå på end i de andre parker vi havde været i. Det var også i denne park at vi så langt de fleste dyr, en masse aber, 2 dovendyr, næseaber, leguaner og diverse fugle. Der ligger også nogle flotte strande inde i parkens område, så vi skulle ud at mærke vandet, og det var varmt! Strandene er smukke og fri for liggestole og alt det andet som de normale strande udenfor området har, hvilket var skønt. Efter 5 timer var vi trætte og længedes efter poolen, så vi forlod parken ved 14 tiden, ca 20.000 skridt gået.

Vi havde ikke så mange dage planlagt i denne by, og vi var der mest for at se nationalparken, som så mange andre. Vores hotel lå 5 minutters gang fra parken og 2 minutters gang fra stranden og strandpromenaden. Der var meget turistet og stranden var fyldt med sælgere, lokale, turister, surfbrædder og alt muligt andet. Det var for varmt at være i solen, og vi tilbragte den næste dag ved poolen ved vores hotel. Så snart vi kom op af vandet lagde vi os i skyggen, alt andet var for varmt. Der var en restaurant i forbindelse med hotellet som havde rigtig lækker mad, der spiste vi to gange. Vores hotel lå helt for enden af byen, og her var der strand, restauranter og souvenirbutikker. Man kunne også begive sig ud på en længere gåtur op af stejle bjergsider, for at komme længere ind i selve byen, det gjorde vi to gange og det var godt nok en hård tur i den varme. Selve byen er ikke videre spændende, men vi vill gerne finde andre restauranter og se lidt andet en det de havde i den del vi boede i.

Fra Monteverde gik turen med shuttle bus og båd til La Fortuna. Her havde vi booket et trætopshus på Tree Houses Hotel, som ligger ca 30 minutters kørsel fra La Fortuna centrum/by, det betød at shuttle bus firmaerne ikke kunne sætte os af ved vores hotel da vi ankom fra Monteverde. Vi blev derfor sat af i byen, og så måtte vi enten tage en taxa eller bus til hotellet. Vi havde fået lidt vejledning af hotellet i hvordan vi kunne komme dertil med bus, da vi vidste at taxa var ret dyrt (ca 50 USD). Bussen kostede os omkring 7 dollars, hvilket jo også er en pæn besparelse. Vi ville hellere bruge pengene på taxa når vi skulle videre efter opholdet. Det fungerede ret fint med bussen, og den holdt nærmest lige foran hotellet ude på landevejen, helt perfekt.

Da vi ankom regnede det (stadig) og blev ved resten af aftenen. Det betød at mange dyrene som normalt er til at spotte i træerne, gemte sig i ly for regnen. Så vi så faktisk ikke nogle dyr på hotellets område, lige udover de hunde de har boende. Hotellet har 3 hunde som alle er tidligere gadehunde de har taget ind. De går bare rundt og hygger sig på området, og hilser gladeligt på gæsterne. Ved receptionen findes der lidt drikkevarer man kan købe, og det er et ret sjovt system de har til at registrere hvad man tager. Der er et køleskab med forskellige drikkevarer og et skilt med hvad de forskellige ting koster og et ikon for hvert. F.eks en lille nød eller stor rød nød, og så tager man det som man har shoppet for og ligger i en skål som tilhører ens hus. Så bliver der afregnet når man checker ud. Så skal man da virkelig stole på at folk smider de rigtige “nødder” i den rigtig skål 😉

Selve hotellet er belligende på et stort regnskovsområde. Området har 2 stier man kan følge rundt og vi tog kun den korte tur første dag, da det regnede. De tilbyder også aften vandring rundt hver aften kl. 19.30, men det kunne vi heller ikke lige overskue i regnen.

I forhold til mad, så er der morgenmad inkluderet i opholdet og det bliver serveret i et lille overdækket område ved deres køkken. Men udover det, er der ikke noget mad at finde, eller noget sted at lave mad. De samarbejder med diverse restauranter som kan bringe maden ud, så ved receptionen finder man en mappe med alle menukort og vælger hvad man vil have. Så bestiller receptionen det for én og det bliver leveret lige til ens hus. Det er mega smart og fungrerede udemærket. Det er tydeligt at de fleste som bor her, har en bil med så de selv kan køre ud at spise. Vi var jo ret begrænsede da vi ikke havde bil og der er ikke noget i gå-afstand derfra, det ligger langs en landevej ret langt fra nærmeste by.

Næste morgen havde vi bestilt en heldagsudflugt med guide, hvor vi skulle rundt og se en masse af hvad området havde at byde på. Vi blev hentet kl 7.30 og det viste sig at vi var de eneste gæster på turen, så vi havde vores egen chauffør/guide hele dagen, luksus! Det regnede stadig, og derfor blev programmet ændret lidt. Normalt ville man starte med hængebroerne, men vores guide, Juan Carlos håbede at regnen ville aftage senere på dagen, så vi ventede med dem. Man ser nemlig flere dyr hvis det er tørvejr. Vi startede derfor med at tage vandreturen ved Arenal vulkanen, hvilket viste sig at være perfekt for der var nærmest ingen andre mennesker. Juan Carlos gik bare i højt tempo afsted af stierne og jeg nærmest løb for at følge med.. men så fik vi da også lidt motion fra morgenstunden. Man kunne desværre ikke se vulkanen fra udsigtspunktet fordi det var så tåget, men flot var det alligevel.

Næste stop var allerede frokost, som fandt sted på et lille lokalt sted inde i La Fortuna by og derefter kørte vi mod hængebroerne. Der var godt fyldt op på parkeringspladsen, men heldigvis var de fleste på vej hjem eller igang med at spise frokost. For da vi kom ind i parken var der ikke særlig mange folk. Området hedder Mistico og er en stor park i regnskoven hvor der er lavet en lang sti rundt hvor man krydser mange broer, hvoraf 6 af dem er hængebroer i forskellige højder og længder. Hvis der er mange mennesker så er der ofte kø til at komme ud på dem, da der kun må være 15 personer på dem ad gangen. Vi ventede ikke mere end højst et par minutter på at komme ud på dem, så det var lækkert. Broerne hænger rent faktisk og de gynger lidt når man går, hvilket gør det sjovt. Udsigten var helt fantastisk, og kommer slet ikke til sin ret på billederne.

Efter Mistico kørte vi mod La fortuna vandfaldet hvor man skal ned af 500 trappetrin for at komme ned til bunden. Normalt kan man bade, men pga regnen og strømmen var der lukket for badning. Så vi nøjedes med at gå ned og kigge og tage billeder. De 500 trin op igen var lidt hårde, men ikke så slemt som jeg havde frygtet.

Dernæst havde vi en times tid inde i byen til at shoppe, så vi kiggede bare lidt i souvenir butikker, som havde det samme krims krams som i Monteverde. Så ikke noget nyt og spændende.

Sidste stop på vores begivenhedsrige dage var hotsprings. Takket være vulkanen er der mange varme kilder i området og det er der selvfølgelig mange hoteller og resorts som har udnyttet. På én lang stribe ligger hoteller med hot springs og områder hvor du betaler for indgang til hot springs i forskellige pools. Det var sådan et sted vi sluttede dagen og der var vi nærmest også de eneste mennesker. Mens der blev lavet aftensmad til os, lå vi en time og dasede i det lækre varme vand. Skøn afslutning på dagen. Vi endte dagen præcis 12 timer efter vi tog afsted, en masse oplevelser rigere og en del dollars fattigere.

Næste dag havde jeg fødselsdag og jeg havde spurgt hotellet om jeg kunne få lov at vælge en anden morgenmad end den som egentlig var på menuen til den dag. Det kunne jeg godt, men de ville så blive nødt til at servere den på vores terrasse da de andre gæster ellers ville undre sig. Det var jo bare endnu bedre. Så klokken 7.30 kom de med morgenmad, kaffe og te, og et stort stykke chocolade kage i dagens anledning. Vi nød lækker morgenmad i trætoppene og så gik vi på tur på deres område, hvor de havde et lille vandfald man kunne bade i. Deres område var overraskende stort og det tog ca en halv time at gå ned til vandfaldet. Det var lille og vi var de eneste mennesker, så vi tog os en lille dukkert i det friske vand.

Klokken 11 skulle vi tjekke ud og videre til næste hotel i La Fortuna. Vores chauffør fra igår var bestilt til turen, da vi ikke orkede udflugt med lokalbus igen og vi ofrede derfor de 70 usd for at blive kørt i ca 45 minutter. Vores andet hotel var Volcano Lodge, og er et af de hot springs hoteller som ligger på stribe langs vulkanen. Vi havde spenderet lidt ekstra og bestilt et værelse med egen spa på terrassen. Vi havde i forvejen også givet dem besked om at vi fejrede fødselsdag, og de havde gjort værelset fint med balloner og voucher til kage i restauranten. Vi tilbragte dagen på hotellet og nød både kolde og varme pools, jacuzzi og wetbar. Vejret var lidt overskyet og ikke så varmt, hvilket var ret dejligt nu når man sad i varme pools. Det var en skøn dag og hotellet var mega lækkert. Vi spiste i restauranten og fik god mad og fødselsdagskage med fødselsdagssang. Ærgerligt vi kun skulle være der én nat, men måske meget godt for pengepungen.

Efter knap en uge i Panama, fløj vi til Costa Rica. Vi valgt at ta en nat på et hotel i San Jose, for at ta shuttle-bus videre til Monteverde næste morgen.

Vi havde booket en shuttle fra San Jose til Monteverde og turen var lidt længere og bumpet end forventet. Den første tur var rigtig fin, i en ny flot minivan med aircondition. Den kørte os til et mødested hvor vi have en lille pause og så blev folk flyttet rundt til deres rigtige busser. Den vi kom i derfra var gammel og ikke særlig meget aircon. Jeg var allerede lidt køresyg, så da vi skulle køre lidt over en time på hullede og snørklede bjergveje, så troede jeg nærmest jeg skulle dø. Det hoppede og drejede hele tiden og jeg havde det så dårligt da vi ankom. Vi ankom ved 12.30 tiden, så vi havde masser af tid til at gå på opdagelse i byen og vores hyggelige hotel. Hotel vi boede på hed Poco a Poco og lå centralt i Monteverde. Det var super hyggeligt og havde både pool og Jacuzzi man kunne nyde. Det var omkringet af smuk natur og de havde endda lavet små stier rundt i det grønne man kunne gå rundt på.

Monteverde by er lille og fuld af souvenir butikker og restauranter. Mega hyggeligt og basically midt ude i bjergene / regnskoven. Byen er placeret på et bjerg, så der er ofte stejle bakker man skal op eller end af, så måske ikke så godt hvis man er gangbesværet. Så første dag brugte vi på at gå på opdagelse i byen, kigge i lidt butikker og ellers bare spise go mad og slappe af.

Anden dag stod på kaffe/chokolade/sugar cane tur, som vi havde bestilt hjemmefra. Costa Rica er på en 4. plads i den bedste kaffe i verden, så Chris ville selvfølgelig gerne ud at opleve stedet. Vi kom rundt på en tur som først bestod af kakao, som de dog ikke producerer her i Monteverde, da de ikke har det rigtige klima. Men andre steder i Costa Rica bliver der produceret kakao, og vi fik et indblik i hvordan processen er fra bønne til færdig chocolade. Derefter fik vi lidt historie omkring sugar cane, og her fik chris lov til at presse saften ud af stilken og vi fik ren saft serveret, det smagte overraskede godt.

Sidste del af turen var kaffe og det siger mig jo ikke så meget. Men det var sjovt at se og høre om processen 

Om aftenen tog vi på en night walk i et regnskovsområde. Vi havde læst blandede anmeldelser af de her ture, så vi var forberedt på at vi måske ikke ville se ret mange dyr, og at der ville være mange mennesker som alle går rundt med lygter og leder efter dyr. Det var ikke helt så slemt, men der var selvfølgelig en del mennesker, men det var ok. Vores guide snakkede godt engelsk og var super god til at spotte dyrene i mørket. Vi fik set lidt forskelligt, men ofte var det langt oppe i træerne og nærmest umuligt at se uden en kikkert. Guiden var sød til at sætte kikkerten op og lade os alle kigge og ta billeder igennem den. Det begyndte at regne, hvilket gjorde det endnu sværere at se, men alt i alt en go tur.

Næste dag tog vi på egen hånd ud til Santa Elena Cloud Reserve, som er mindre besøgt end det cloud reserve som ligger i Monteverde. Santa Elena reservatet ligger mellem 20-30 minutter med bus fra Santa Elena by. Vi havde i forvejen læst om bussen som kun kostede en brøkdel af en taxa, og hotellet kunne ringe og reservere plads til os på bussen. Den kom og hentede os på hotellet og kørte til indgangen af reservatet. Her betalte man for turen (4000 colones eller 8 dollar per person /retur) og så fik man en billet til hjemturen. Her stod også tidspunkterne for hvornår bussen kørte retur. Det var en regnfuld dag vi skulle ud at vandre i og jeg havde slet ikke pakket nok regntøj. Jeg havde mine vandresko hvilket var fantastiske, og især gode i mudderet, men kun et tyndt regnslag og en tynd vindjakke. Jeg havde forestillet mig at det ville være varmere i den tropiske regn, men vi skulle ha taget en ekstra tør bluse med, for da vi satte os ned til frokosten var vi ret fugtige, så det blev koldt i blæsten.

Der er flere ruter man kan tage rundt i regnskoven og de er godt markerede. Vi ankom ved 9 tiden og startede med den lange tur rundt som er estimeret til 3,5 timer. Det var enormt flot, men også en lang tur og det var svært at gå og kigge op efter dyr samtidig med at man skulle holde øje med hvor man gik på stien, da den var ret ujævn og mudret nogle steder. Efter en lang tur rundt på ca 3 timer, satte vi os i deres kafeterie for at få lidt frokost. Derefter tog vi 2 korte ture rundt og tog bussen retur kl 16. Det var en våd tur men virkelig flot. Vi så et par små fugle, men ellers ikke nogle dyr. Aftenen stod på afslapning i jacuzzien på hotellet og en god bøf fra en restaurant overfor.

Vi havde hjemmefra booket en tur til San blas islands, som er en samling af små øer ude i det caribiske hav, hvor man sejler ud fra panama. Vi havde læst hjemmefra at turene ofte virkede kaotiske og at ingen snakker engelsk/spansk, så vi var forberedt på “det værste”. 

Kl 5.20 om morgenen blev vi hentet i bil på vores hotel i Panama City og turen til båd-terminalen varede ca 3 timer. De sidste 40 km var på en meget svingende vej, og jeg var rigtig glad for at jeg havde taget en køresyge-pille inden turen. Ved bådterminalen var der mange mennesker og der kom en guide hen til os som rent faktisk snakkede nogenlunde engelsk og spurgte hvad vi ville have at spise til frokosten senere. Vi kunne vælge mellem fisk, kylling eller blæksprutte sammen med ris eller stegt banan (platanos). Det tydede jo godt..

Ifølge vores program skulle vi bare hen til vores ø hvor vi skulle tilbringes første nat, og vi glædede os til bare at slappe af på en strand hele dagen. Men den plan gik hurtigt i vasken, for der var ikke meget afslapning før om eftermiddagen. Første stop var på “hovedøen” hvor der var “butikker”, skole, lægeklinik osv. Vi kom rundt og se øen og så dansede de lokale en traditionel dans for os. Det var lidt opsat og tydeligvis kun for turisterne, men det måtte vi jo ta med 😉

Næste stop var en ø hvor vi fik lidt frisk frugt og kaffe og fik at vide vi skulle være det en time og vi kunne bade eller bruge padelboards. Det var skønt at komme i vandet! Det havde jeg set frem til lige siden vi trådte ud i 30 graders varme i lufthavnen. Så gik turen ud til en “natural pool” som er et lille område i vandet som ikke er dybt, og vi fik mulighed for at både i en halv times tid. Det var lidt bøvlet at komme ind og ud af båden, og alle ens ting blev våde når man kom op af vandet, men det var virkelig smukt og vandet var lækkert! Efterfølgende gik turen videre til vores frokost stop, og det var tiltrængt. 

Vi var ret sultne på det tidspunkt, efter kun at have spist 2 bananer i bilen om morgenen. Frokosten blev serveret på en anden ø og det smagte dejligt. Vi havde 2 timer på øen, så vi kunne slappe af i en hængekøje, bade, eller hvad man havde lyst til.

Nu var vi virkelig klar til at finde vores ø og hytte, og heldigvis var det næste stop på turen. Det viser sig at vi var blevet ført gennem et program som dags-gæsterne havde, altså dem som skulle hjem igen samme dag.De skal jo helst opleve en masse, så derfor det intense program. Jeg var godt nok glad for at jeg ikke skulle afsted på den lange hjemtur igen samme dag. Vi kom til vores ø og fik vores hytte, som endda havde eget badeværelse. Ingen ide om vi har betalt ekstra for det eller ej, men det var nu ret lækkert. Alt var ret primitivt som forventet, men passer perfekt ind i stemningen på øen, og udsigt fra hytten direkte ud på bølgen blå. Det kan man da ikke klage over.

Aftensmaden blev serveret kl 19.30 og der var strøm til at oplade telefoner hvis man havde brug for det. Der var endda et tv som viste genudsendelse af super bowl.  Efter maden og et hurtigt spil kort var vi klar til at sove.

Anden dag blev vi hentet ved 10 tiden og sejlet ud til en anden ø, hvor der var alt for mange mennesker. Det var ret ærgerligt, for det ødelægger lidt stemningen.  Vi var der i to timer, og kunne bade og nyde solen. Vi fandt os et godt spot under en palme, der var for varmt i solen. Da vi blev hentet var planen egentlig at vi igen skulle ud til en naturlig pool, men da vejret var blevet lidt overskyet, så spurgte guiden om vi hellere bare ville ha frokost istedet. Det var alle på båden enige om, at vi var klar til frokost. Jeg tror alle folk fra den tidligere ø var taget til denne ø også, for der var også fyldt med folk. Vi havde ca 3 timer på øen, men desværre begyndte det at blæse og regne, så vi fik ikke solbadet så meget.

Næste ø stop var øen hvor vi skulle overnatte. Øen virkede meget etableret i forhold til de andre, men pænere toilet og bade faciliteter, og en større restaurant. Også en fin ø, men igen syns jeg at der er en anden stemning når det er så bebygget. På denne ø var der nærmest huse i forhold til hytter, og vi skulle bo på 1.sal af en meget farverig bygning. Der var ikke så meget at lave på øen, så vi spillede kort eller lå ved stranden i løbet af dagen og aftenen. Efter vi havde været der en nat, skulle vi hjem til Panama City igen, og formiddagen gik bare med at ligge på stranden og vente på at vi blev hentet i båd. Ren afslapning.

Overordnet er San Blas øerne jo fantastisk flotte, der er krystalklart blåt vand og udsigten er fuldstædning som man ville forvente. Dog syns jeg at det er lidt ærgerligt at der er så mange mennesker på øerne, da det bliver lidt for turistet. Man kan tydeligt se at det er en pengemaskine som skal udnyttes – hvertfald de øer som modtager turister. Der er sikkert også øer hvor der ikke kommer turister, som stadig er autentiske. Hvis man er i Panama City kan det bestemt anbefales at ta til San Blas, men vær forberedt på mange turister og primitive forhold. Vær også opmærksomme på at der ingen netværks-dækning er på øen, så selv hvis I et simkort (som vi havde), så er der nærmest ingen mulighed for at være online. Der er ingen wifi – men nogle gange fanger telefonen lige et signal så du kan sende en besked eller lignende. 😉

Vi startede hele eventyret i Panama City, hvor vi skulle tilbringe knap en uge, hvor af 3 dage var San Blas øerne. Fra lufthavnen valgte vi at tage en Uber, da det er nemt og billigere end taxa. Det fungerede helt uden problemer, og godt at det hele var bestilt over en App, så vores chauffør vidste hvor vi skulle hen – for han talte kun spansk. Vores spanske skulle lige støves af, men vi formåede da at forstå helheden af hvad han fortalte på vejen, blandt andet at der var karneval i byen de næste par dage.

Vi boede i den gamle bydel, som er et mega hyggeligt område med små gader og farverige bygninger. Vi boede på et hyggeligt lille hotel/hostel i centrum af den gamle bydel. Der vrimler med små butikker og lækre restauranter. For at fejre karneval, var der musik og liv i gaderne. Man kan gå rundt alle steder i denne gamle bydel hvilket er så skønt. Dog skal man ikke bevæge sig for langt udenfor centrum, da man kan ende i nogle lidt skumle og halvfarlige områder.

Første dag besluttede vi os for at gå ind langs den store gade hvor vi havde løst at karnevalet skulle finde sted. Det er en ret stor vej som forbinder den gamle bydel med den nyere del af byen. Den var helt lukket af og der var utrolig meget politi alle steder. Vi skulle vise pas og stemplet i passet fra immigration og ha tjekket tasker for at komme ind. Vi gik langs gaden, og der var ved at blive sat boder og scener op, men da det var formiddag var der ikke rigtig gang i den endnu. Turen langs vandet er en fin tur og der er en bred promenade at gå langs hele vejen.

Vi havde læst at man kan købe data simkort i kiosker, men vi havde ikke heldet med os i den gamle bydel. Det sted som hotellet havde anbefalet havde det ikke og vi fandt ikke andre kiosker der havde det heller. Inde i den nyere bydel fandt vi et outlet shopping center hvor der var en lille mobil bod hvor vi spurgte om simkortet. Heller ikke der havde de det, men henviste til et stort shopping center. Det var lidt af en gåtur derhen, men vi begav os ud på turen. Det var et stort og flot shoppingcenter, fuldstændig som i USA og mange af de samme butikker og restauranter. Vi fandt også simkortet og fik et data sim med ubegrænset data i 7 dage for 8 USD. Vi havde læst at det kostede omkring 30 USD i lufthavnen, og de 7 dollar lød derfor meget mere rimeligt. Ekspedienten i butikken satte det i telefonen for os og satte det hele op, så det virkede da vi gik derfra. Helt perfekt, så var vi online!

En af de ting man skal opleve i Panama er jo selvfølgelig kanalen, så det skulle vi jo også. Vi havde læst meget om hvordan man kunne komme derud med offentlig transport, og vi skulle med både bus og metro. Man kan ikke betale med kontanter, men man skal have sig et metrobus kort, som kan købes i en automat på stationerne. Selve kortet koster 2 USD, og så fylder man penge på som man vil køre for. Vi fyldte 5 USD på, hvilket var mere end rigeligt. En enkelt tur koster nemlig kun 25 cent.

Vi skulle skifte ved Albrook, som er en kæmpe busterminal. Det er meget organiseret og fra perron D kørte bussen mod Miraflores Visitor Center. Vi havde egentlig tænkt om at ta derud og kigge om der var noget at se “gratis”, dvs uden at skulle betale for at komme i visitor center. Men man kan ingenting se udefra, så vi overgav os og købte billet for ca 18 USD per person. Jeg syns ikke helt det var pengene værd, også taget i betragtning af at nogle at de normale udstillinger var under renovering, så de var lukkede. Så man betalte samme pris, men uden at få hele oplevelsen. Det betød også at 2 ud af 3 balkoner var lukkede og folk stod som sild I en tønde når et skib sejlede forbi, for at få hele oplevelsen med. Inkluderet i oplevelsen var også en kæmpe biograf sal, hvor de viste en film om Panama Kanalen. Det var næsten mere interessant end selve skibet der sejelede igennem. Forstå mig ret, det var jo en fed oplevelse, men jeg synes måske det er lidt opreklameret i forhold til hvad det er, og hvad det koster.

Turen tilbage gik igen gennem Albrook, som ikke kun er en stor busterminal, men også et kæmpe shoppingcenter. Her kan man virkelig bruge mange timer og finde alt mellem himmel og jord. Vi fik ikke købt særlig meget, da vi jo desværre havde begrænset plads i kufferten, men hvis man skal ha stillet sin shoppingtrang, så er det her stedet! Vi tog en Uber tilbage til hotellet, hvilket kostede omkring 4 USD, penge godt givet ud 😉 Selvom metroen kun ville ha kostet 50 cent, så gik det meget hurtigere med Uber. Derudover, så kørte metroen ikke direkte til den gamle bydel, men en lille gåtur derfra. Metrostationen lå i et ikke så pænt område, så det var nu meget dejligt ikke at skulle gå derigennem på hjemvejen, det var nok at gå der om morgenen da vi skulle derhen.

Ikke langt fra Albrook Mall ligger Metropolitan Natural Park, hvor man kan få et lille glimt af regnskov og dyr – som vi jo heldigvis også skulle opleve en masse af i Costa Rica. Men bestemt en hyggelig lille udflugt og regnskov at besøge, og vi var så heldige at se et dovendyr i træerne. Hvis man besøger denne park, så er den perfekt at kombinere med shoppingcenteret, da det kun et par stop fra Albrook station med en bus.