Phu Long, Vietnam

Phu Long, Vietnam

Så kom dagen endelig hvor vi for alvor skulle væk fra byen og ud og bo i rolige landsbyer omringet af rismarker. Det glædede vi os til! Vi blev hentet allerede 6.30 af vores chauffør og afsted gik turen mod phu long. Vi havde hjemmefra købt en færdig pakke fra Authentic Adventures som indeholder 2 nætter i Phu Long og 1 nat i Ninh Binh. Begge små landsbyer med rismarker, men Phu long er langt mindre turistet en Ninh Binh. Dog skulle vi videre med toget fra Ninh Binh så rent praktisk gav det mening at lave den kombination. Turen indeholder stort set alt og firmaet er utrolig nemme at kommunikere med på WhatsApp. Vi ankom ved 11.30 tiden i Phu long ved vores Homestay Happy Home. En helt fantastisk beliggenhed omringet af rismarker og bjerglandskab. Der går en lille vej igennem byen lige foran hotellet, men det er jo lidt svært at undgå når der skal folk til og fra byen. Stedet er så kært kært bygget på af en bjergskrænt med små hytter, en lille swimmingpool og fantastisk udsigt! Det er så utrolig smukt og det ligner det man forestiller sig når man tænker på Vietnam og rismarkerne.

Frokost blev serveret og efterfølgende mødte vores guide os på hotellet. Det viste sig at det kun var os på turen, så vi havde ham helt for os selv. Vi startede med at gå en lille tur rundt i området bag hotellet hvor den smukke udsigt forsatte ligeså langt man kunne se. Dernæst ventede en bil på os og vi blev kørt til et andet sted kun 7 km væk hvor vi skulle se en grotte som de kalder bat-cave, nok fordi der bor mange flagermus. Han havde nævnt at turen ville være ca 6 km, men ikke lige at det var bjergvandring, så jeg fik da pulsen op. Turen til grotten gik nogenlunde roligt lidt op og lidt ned, og man kom igennem en lille landsby. Det var så skønt at se at den her landsby som tydeligvis var helt autentisk og lokal og ikke lavet fordi der render en masse turister igennem og skal se en landsby. Turisterne som kommer her er enten på vandretur alene, med en guide eller på en knallert. Det er utroligt populært at leje og det er også den måde de lokale kommer frem og tilbage fra landsbyen. Der står et par køer, der løber høns og ænder rundt og så er der nogle fiske damme hvor man nemt kan fange en fisk. Og det er jo så det de lever af, simpelt. De gror ris og diverse grøntsager, bla. majs og så har de sikkert hvad de skal bruge. Der var nærmest ikke et eneste skilt på engelsk eller en eneste souvenir biks, kun en enkelt dame ved grotten som solgte vand, hvilket jeg gladeligt gav overpris for (2,5 kr for 0,5 liter). Jeg havde nemlig slet ikke taget nok vand med til den vandretur. Det her er nok en af de få steder vi har været rundt i verden hvor det ikke er blevet ødelagt af turismen endnu, og det er bare så skønt og naturligt. Turismen er relativt ny i denne landsby og det første hotel åbnede i 2015. Nu er der en del hoteller, hvoraf mange hedder Homestay. Det er lidt en mindre udgave af et hotel hvor familien der driver det bor på stedet. Man kan dog se at der bliver bygget meget, så spørgsmålet er hvor længe det kan forblive så ugeneret.

Nå, tilbage til grotten. Vi startede med at kigge på den udefra men så spurgte guiden om vi ville med ned og gå i den. Jeg var lidt skeptisk og vidste ikke hvordan det ville være, så jeg lod Chris gå afsted med vores guide. Jeg blev oppe og kunne spotte dem dernede, man skal dog zoome ret meget ind for at kunne finde dem på billedet. Turen tilbage var hård! Hold nu op.. det var en kortere vej, men stejl opad og det kunne mærkes i benene. Efter næste en uge uden motion, så var det noget af en opgave at skulle op igen. Men vi klarede det til toppen og chaufføren var klar til at køre os retur til vores hotel, hvor jeg nærmest hoppede direkte i poolen for ar køle mig af.

Næste morgen gik turen afsted til fods kl 8.30, vi gik fra hotellet med vores guide ned af bjerge og gennem landsbyer omringet af rismarker næsten uanset hvor man kiggede hen. Det var så smukt og uspoleret af turister. Vi så nogle gange et par andre turister på tur med en guide eller på knallerter, men det var ikke mange. Nogle af landsbyerne var helt små og kun med lokale og andre havde homestays, men generelt følte man at det bare var lokale som havde deres dagligdag her og ikke var særlig påvirkede af at vi vandrede igennem. Vores guide forklarede at rismarkerne var delt op i et system, så en landsby måske delte et område. Så havde hver familie en sektion som de passede og ejede. Man passer kun sin egen del, og udover det så kunne vi se at ved de fleste huse var der høns eller ænder. Nogle steder en ko eller 2 og dem som boede ved floden havde ofte et bassin med fisk. De havde køkkenhaver og det så ud til at de kunne klare sig meget fint med det de havde.

Det var en lang tur vi var på, og vi havde nogle stop på vejen så føltes ikke så slemt. Vejret var heldigvis også helt perfekt for det var overskyet og ikke for varmt, så vi kunne sagtens holde det ud. Vores lange vandretur på i alt 14 km endte ved et lille vandfald hvor vi fik lækker frokost og vi kunne dyppe os i det kolde vand. Vi nøjedes med at dyppe benene, for det var alligevel lidt koldt hvis man skulle ha badet sådan rigtigt. Heldigvis gik turen hjemad i bil, og resten af eftermiddagen og aftenen kunne vi bare slappe af.

Næste morgen blev vi igen hentet kl 8.30 og denne gange i bil til det lokale marked. Det var oprindeligt ikke en del af turen fordi det kun er i byen torsdag og søndag, men vores guide syntes ikke at vi skulle gå glip af det. Kufferterne tog vi med da vi ikke skulle tilbage på hotellet, de kunne lige være i bagage rummet. Det lokale marked var ret meget som forventet, og det lå i en af de små landsbyer tæt på det område vi havde gået rundt i dagen før. Det er de lokale som køber ind på markedet og der var ikke mange turister, hvilket var dejligt. Der sælges alt muligt, men hovedsageligt grøntsager, kød og diverse specialiteter. Næste stop på turen var “water wheels” som er en række af vandmøller sat op i kanalen og så blev de brugt til at vande rismarkerne. Det er søreme smart! Det var et lille sted og en af de attraktioner man skal se i Phu long. Man kunne også tage på en bådtur derfra, men vores guide havde udset sig et bedre sted vi skulle hen på bådtur. Efter vandhjulene kørte vi videre til en meget lokal landsby hvor der ikke er nogle homestays, så her så vi næsten ikke nogle turister. Hvis man ikke har en guide, så finder man nok ikke det her sted. Vi skulle besøge et “Stilt house ” som er deres traditionelle måde at bygge huse på. Man bygger huset på nogle pæle, så man kan bruge pladsen under huset også. Stilt house er et helt nyt sted hvor en sød ældre mand har vedligeholdt et traditionelt gammelt hus, som han nu ønsker skal bruges som attraktion. Man kan spille traditionelle Vietnamesiske spil, og man får lov at se hvordan ris blev produceret i gamle dage. Vi blev budt på te og risvin oppe i huset, og det var vores guide som fortalte og forklarede det meste da manden selv ikke talte engelsk. Der var dog flotte skilte rundt omkring på engelsk som forklarede de ting man kunne se på stedet, hvilket vi ikke havde set før. Virkelig fint lille sted, som ligger meget lokalt i en lille landsby. Så bliver det ikke bedre.

Fra huset gik vi til fods over til det sted hvor vi skulle på bådtur. Stedet så ret nyt ud og der var ikke særlig mange mennesker. Floden man sejler ned af her var meget flottere end de bådture vi havde set tidligere. Som en ekstra bonus, fik vi serveret frokosten på båden og kunne sidde og nyde den gode mad sammen med udsigten og naturen, det var helt perfekt. Skøn afslutning på vores ophold i phu long og 3 gode dage i selskab med vores guide.

Næste by på programmet var Ninh Binh.

One thought on “Phu Long, Vietnam

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.