
Cat-Ba Cruise, Vietnam
Vi havde booket et cruise hjemmefra, med 1 overnatning fra Cat Ba island og blev hentet fra den gamle bydel, ikke langt fra vores hotel kl.7.40 om morgenen. Busturen tog i alt omkring 4 timer og inkluderede valgfri transport til Cat Ba island. Enten speedbåd eller cable-car. Vi valgte cable-car som kostede lidt ekstra 50.000 dog per person – ca 13 kr. Jeg elsker at køre i cable cars men udsigten her var altså ikke så smuk.. vandet man passerede over var helt brunt og blev brugt til fiskeri. Men man er højt oppe, og det er nogle flotte nye vogne, det blev bygget i 2019. På den anden side blev vi hentet af en ny bus og skulle videre mod havnen, til cruise “skibet”. Vores cruise skulle foregå på et lille skib, hvor der var 10 kahytter. Man sejler i en lille båd ud til skibet, og jeg er glad for at vi ikke havde slæbt store kufferter med. Dem havde vi efterladt på hotellet I Hanoi. Værelserne var fine og der var kæmpe vinduer så man kunne nyde udsigten direkte fra sengen, det var prikken over i’et.
Vi ankom på båden omkring kl. 12.30 og fik vores værelser og noget frokost og så var det tid til kajak eller svømning. Vejret var desværre ikke med os, og det var overskyet så det var ikke fordi det fristede at tage sig en svømmetur. Men der hvor vi holdt for at kajakke var et smukt sted. Omringet af klipper og bitte små indhak med sand. Dem kunne man jo så sejle ind til og bade hvis man ville, eller man kunne bade fra vores båd. Det var 2 personer kajakker så Chris måtte døjes med mig som med-passager. Senere på aften kunne man lære at lave forårsruller og vi fik lækker aftensmad. Vi var så trætte at vi gik døde efter maden, selvom programmet bød på blæksprutte fiskeri og karaoke.
Dag 2 startede med morgenmad kl 7 og så sejlede vi ind til en lille landsby hvor vi cyklede gennem noget smuk natur der var en del af en nationalpark. Vi kom til et område med lidt by af en art, hvor man kunne prøve fiskespa og de elskede Chris’ fødder. Det var nu meget dejligt at få rørt benene lidt selvom cyklerne var lidt lave. Tilbage på båden fik vi lidt tidlig frokost og så var det retur til havnen og bussen til Hanoi. Det var en lidt lang tur med bus frem og tilbage, for en enkelt overnatning på båden.

Vi tog en enkelt nat mere i Hanoi og derfra gik turen videre til Phu Long, læs med her
One thought on “Cat-Ba Cruise, Vietnam”