Sidste stop på vores tur fra Nord til Syd, var Ho Chi Minh City (HCMH). Som nogle turister sagde til os, it’s hell. Så slemt var det nu ikke, men varmen var da helt uoverskuelig. Det er en kæmpe storby med mange mange mennesker, biler og knallerter. Da vi var der, var det 35 grader og føles som 43, det var ulideligt varmt og virkelig trykkende og stillestående luft fordi man er omringet af bygninger. Thank god for AC, som jeg ellers ikke bryder mig om at sove med, alt andet var ulideligt. Når vi åbnede vinduet eller altandøren på vores hotel, var det som at åbne ovnen. Hotellet havde endda en rooftop pool, men vandet var utrolig varmt, så det kunne vi slet ikke forestille os at sidde i. Selv om aftenen var det varmt, jeg har nærmest ikke oplevet noget lignende.

Vi landede torsdag eftermiddag og skulle flyve hjem lørdag kl. 23.50, så vi havde omkring 2 hele dage til at opleve byen. Vores hotel lå ret centralt og vi kunne gå ind til “turistområdet”. Første aften havde vi bestilt bord på en restaurant som havde noget ala “Dining week”. Det var første gang i lang tid vi ikke fik traditionel vietnamesisk mad og sikke skønt det var at få noget andet end ris og nudler. Anden dagen skulle vi tidligt op og på tur ud til cu chi tunnellerne. Der findes to områder med tunneller som er åbne for turister, og vi skulle til det som lå længst væk fra byen, da der burde være færre mennesker. Det tog ca 2,5 timer at køre derud, inklusiv et lille pitstop. Før man kommer til tunnellerne, ca 5 min køretur derfra stoppede vi ved en skydebane. Her kunne man prøve at skyde med bla AK47 hvis man ville det. Chris havde prøvet det før, men jeg skulle selvfølgelig prøve. Det kostede 60.000 dong per bullet, og man skulle min købe 10, så det gjorde jeg. Vi kunne ikke dele dem, så jeg fim fyret alle 10 af. Det kostede ca 150 kr og tog ikke mange minutter. Jeg ramte selvfølgelig ingenting..

Dernæst skulle vi endelig se tunnellerne og især Chris glædede sig til den del. Jeg vidste på forhånd at jeg nok ikke skulle ned i tunnellerne, men det er stadig noget man skal opleve når man er der. Tunnellerne blev brugt at Vietcong i krigen og og de er ret små, man kan godt se at de ikke er lavet til vestlige nutids mennesker. Man går rundt i et område som faktisk er jungel, så godt vi tog myggespray med. Så er der forskellige steder hvor man kan komme ned i nogle af tunnellerne. Det er kun en lille del af dem som er bevaret og bliver brugt til turister i dag. Mange af dem er faldet sammen og eksisterer ikke længere. Man fik lov at gå ned i flere tunneller af forskellige længde, og Chris gik igennem dem alle. Jeg var ikke så modig og nøjedes med at kigge ind og ellers gik jeg bare oppe på landjorden. Tunnellerne et lave, så man skal gå foroverbøjet eller langt ned i knæ, kunne jeg hvert fald se på folk. Nogle af dem er endda så små at man skal kravle igennem, den var der ikke mange fra vores gruppe der ville prøve. Udover tunnellerne man kunne se, var der også eksempler på forskellige fælder som Vietcong lavede. Vores guide fortalte og forklarede hvordan de virkede, de var søreme smarte og det så ikke særlig behageligt ud at ende i en af dem. Det var en lang køretur i forhold til hvor kort tid man egentlig brugte derude ved selve attraktionen, men stadig turen værd og spændende at se.

 

Om aftenen havde Chris fundet en Michelin restaurant vi skulle prøve, så vi fik os noget lækker mad. Det smager jo godt, men jeg bliver nok aldrig rigtig til det der med at betale mange penge for små portioner. Det gode var at der var plads til en is på vejen hjem.

Om lørdagen stod den på shopping, vi skulle på marked og i butikker for at se om der var noget vi skulle købe med hjem. Både markedet og alle butikkerne havde AC eller blæsere, og det var virkelig dejligt. Når man trådte ud blev man hver gang overrasket over varmen. Vi gik også en tur ned til floden hvor de var igang med at gøre klar til kæmpe fejring af 50 årsdagen af landets genforening. Den rigtige dato er 30 april, og mens vi var der I påske weekenden blev der gjort klar. Lørdag aften skulle der være fyrværkeri og alt mulig ved floden. Det vidste vi selvfølgelig ikke, ellers havde vi da overvejet at blive til søndag. Det kunne ha været sjovt at opleve. Men afsted skulle vi, og hjem mod Danmark.