Niagara Falls, Toronto & Vancouver – Canada

Niagara Falls, Toronto & Vancouver – Canada

I oktober var vi på en fantastisk ferie i Canada, hvor vi både besøgte Niagara Falls, Toronto og Vancouver. Grunden til denne rejse var oprindeligt fordi Chris og hans kammerat, Thomas skulle deltage i et forhindringsløb i Canada. Vi tilbragte de første 8 dage sammen med Thomas og Sisse og derefter tog vi videre til Vancouver. Vi fløj fra København til Toronto, hvor vi havde bestilt en lejebil. Derfra er der ca 1 ½ times kørsel til Niagara Falls hvor vi havde booket et hyggeligt hus på Airbnb hvor vi skulle tilbringe 3 nætter.

Vinsmagning i Niagara-on-the-lake

Vi ankom sent lørdag aften og lagde ud første morgen med at tage på vinsmagning. Jeg havde fundet en deal på groupon hvor vi blev hentet i bus og kørt ud til 4 vingårde i det nærliggende vindistrikt, Niagara on the Lake. Jeg havde hørt at dette område var kendt for at producere isvin, og glædede mig til at smage det. Turen startede kl 9:30 søndag morgen, og vi kørte afsend med ca 25 andre, samt en hyggelig guide som glædelig fortalte om området, vinmarkerne og hvad han ellers vidste om vin. Der findes over 180 vinplantager i Ontario staten og vi besøgte på vores tur, 4 af dem. På hvert sted kom vi indenfor og smagte på deres specialiteter. Første sted var “Small Talk” hvor de havde specialiseret sig i cider, og vi smagte en cider lavet på Pino Noir og en cider lavet på whiskey. Begge meget lækre og milde i smagen. Næste sted var “Konzellmann” hvor vi blandt andet smagte en ferskenvin, og isvin lavet på hvidvin. Der laves rød og hvid isvin og begge er ekstrem søde. Flaskerne er mindre end en normal flaske vin og prisen er højere. Grunden til dette er at der bruges mange flere druer  til isvinen. For at lave isvin plukkes druerne i de koldeste måneder på året, midt om natten for at sikre sig at druerne er frosne. Vi smagte isvin på tre af stederne og jeg var helt vild med det. Man skal virkelig have en sød tand for at kunne lide det, og jeg tror sagtens jeg ville kunne drikke sådan et glas som dessert.. Man har hvert fald ikke brug for en sød dessert ved siden af sådan et glas.

Efter to vinsmagninger stoppede vi ved et lokalt marked hvor der kunne købes frokost. Første stop efter frokosten var hos Lailey Winery, et lille lokalt vinsted som satte kvalitet over kvantitet. Her fik vi en introduktion udenfor og kunne se vinmarkerne som var en brøkdel i størrelse i forhold til de andre steder. Indenfor smagte vi på to vine. Det er nok fordi de ikke producerer så meget vin at vi kun smagte på to, de andre steder havde vi fået 4 vine. Det sidste stop på turen var hos Diamond Estate, som var det største vi havde været på indtil videre. Vi kom ind i et stort rum, nærmest en lagerhal i størrelsen med masser af vintønder. Her fik vi lov at smage 5 forskellige produkter. Vi fik en cider, to normale vine, og to isvine. Det var en god afslutning på turen og vi kunne også lige nå at nyde solen udenfor på græsset før vi skulle afsted på bussen igen. Alt i alt var det en rigtig hyggelig og smagfuld tur på lige knap 6 timer. Sådan burde man tilbringe alle sine søndage!

 

Niagara Falls vandfald og byen

Vi boede fem minutters gang fra downtown og ti minutters gang fra vandfaldet, som jo nok er den eneste grund til at Niagara har turister.  Vandfaldet er fantastisk smukt, og det kan ses både fra den Canadiske og Amerikanske side. Det er lige midt i floden at grænsen går mellem USA og Canada. Der sejler både rundt i floden, som vi selvfølgelig skulle prøve. Det koster 25 CAD og man bliver iført et rødt regnslag. Det ser utroligt sjovt ud fra toppen at kigge ned på en båd fyldt med røde mennesker. Det var ret fedt at prøve at sejle så tæt på vandfaldet, og man blev også ret våd, så regnslaget var en god ide.

Kun to minutter fra vandfaldet findes gaden Clifton Hill, som er en hel turistattraktioner i sig selv. Det er lidt ligesom at gå rundt på Bakken eller i Tivoli… Der er haunted houses og en masse aktiviteter for børn. Helt surrealistisk og lidt ærgerligt nu når vandfaldet er så flot og naturligt at man så lægger sådan en larmende og lysene gade som er så unaturlig lige ved siden af. Vi blev helt overraskede da vi gik rundt og pludselig stod midt i sådan et “tivoli”. Der findes et væld af kasinoer, hoteller og restauranter i downtown, men supermarkeder fandt vi ingen af. Vi fik at vide at man skulle køre til nærmeste supermarked. Så det begrænsede os lidt i madlavningen, og vi endte med kun at lave morgenmaden hjemme, resten af måltiderne spiste vi ude. Blandt andet var vi ude at spise Thanksgiving dinner på en restaurant med udsigt over vandfaldet. Thanksgiving fejres 9 oktober i Canada, det passede med at det var vores sidste aften in Niagara som vi fejrede med god mad og vin.

Om morgenen før vi skulle køre videre, var jeg ude at løbe i nærområdet, og fandt en lille gade med butikker og restauranter. Men mange af dem var lukkede og det lignede at det engang har været centrum af byen, men ikke længere bliver brugt så meget efter downtown ved vandfaldet åbnede. Det kan også være at de lokale stadig bruger dette område, da det vat tidligt om morgenen, var der ikke så mange mennesker, og jeg ved selvfølgelig ikke om der er mere liv i byen om aftenen. Det kunne være spændende at komme tilbage og udforske det område nærmere, for det så meget hyggeligere ud end de turistområder vi havde set.

Toronto 

Om Tirsdagen gik turen videre til Toronto. Vi havde igen booket på Airbnb og skulle bo i et townhouse ca en halv time fra downtown. Området var et beboelsesområde, men med både butikker, restuaranter og masser af liv. Her tilbragte vi 5 nætter, og lagde ud med om onsdagen at tage ind til downtown, hvor vi både skulle udforske byen, men også se en NHL kamp om aftenen. Vi havde hjemmefra købt billetter til kampen mellem Toronto Maple Leafs og New Jersey Devils. Når man går til ishockey kamp i Canada, så er det med masser af merchandise så alle kan se at man støtter sit hold. Vi skulle selvfølgelig også have T-shirts, caps og trøjer med byens hold, så vi passede ind J Vi havde taget metroen ind til byen, da vi havde læst at trafikken i centrum var rimelig tæt og parkering var svært. Da vi kom til stadion kunne vi se at det passede.. Der var rigtig mange biler og parkeringspladser som lå lige ved stadion, kostede i dagens anledning, 50 CAD, hvilket er ca 250 kr.  De par timer vi tilbragte i centrum brugte vi på at gå rundt og se byen. Vi var blandt andet på Royal Ontario Museum. Der var desværre ikke så meget om Canadas historie, men spændende udstillinger om dinosaurer. Der var rigtig meget at se og museet var stort. Men jeg er ikke det store museums menneske.. så det er nok ikke noget jeg ville bruge tid på hvis jeg bare var mig selv. Udover museum, var vi i et shopping center og kigge efter ishockey trøjer.

Aftensmaden før kampen blev til en sandwich fra Subway, som var det eneste i nærheden af stadion som havde plads. Vi havde ellers fået anbefalet en Bar & Grill som lå lige ved stadion, men den var proppet. Det kunne vi nok ha sagt os selv hvis vi havde tænkt os om. Men vi skulle spise hurtig og til det formål var Subway perfekt. Vi ankom til arenaen en times tid før kampen startede og havde masser af tid til at gå rundt og kigge. Det er nemlig ikke en arena som man kender det fra Danmark.  Her er der mange slags forskellig mad fra forskellige kæder man kender og også mange slags drikkevarer. Men det er ikke billigt! En øl på ca 0,4 l koster ca 70 kr.Under kampen laves der masser af forskellig underholdning, for der er mange pauser der skal fyldes ud. Jeg synes de holdte pauser hele tiden! Men det gav super god stemning at der blev lavet underholdning i løbet af aftenen, og selv jeg som ikke er sportsfan, overlevede næsten 3 timer uden at kede mig.

Der var flere mennesker end på billedet her, det er bare taget en time før kampstart..

Blue Mountains Resort & OCR World Championships

Hele grunden til at vi tog på denne ferie var jo at Chris og Thomas skulle deltage i verdensmesterskaberne i forhindringsløb (OCR = Obstacle Course Racing). De kvalificerede sig ved deltage i 4 løb indenfor et år, men de er ikke elite løbere og kunne derfor heller ikke vinde premier. Løbet fandt sted fredag i et bjergområde hvor der er skisport om vinteren. Blue Mountains ligger 2 ½ timers kørsel fra Toronto. Om torsdagen skulle de registreres, og derfor fik vi glæderne af den lange køretur hele to dage.  Selve området Blue Mountains er lille og hyggeligt. Der er en masse hytter og hoteller samt nogle butikker og madsteder. Selve løbet tog en stor del af den lille by, da der stod forhindringer både nede ved foden af bjerget, men også lidt på gaderne. På løbsdagen var der naturligvis også masser af tilskuere som stod rundt omkring forhindringerne og heppede. Vi fulgte nogenlunde med drengene rundt og tog masser af billeder ved hver forhindring. Vi kunne ikke komme til alle forhindringer, da nogle af forhindringerne var gemt inde hvor publikum ikke kunne komme til, f.eks. inde i en skov. Løbet som de deltog i var kun 3 km, men det så ud på drengene som om at det ikke var ligetil at komme igennem. Forhindringerne var teknisk sværere end hvad de var vant til og de kæmpede ved nogle af dem. Det så sjovt, men hårdt ud. Og jeg er glad for at det ikke var mig!

 

Lørdagen var sidste dag i Toronto, og det gik med ren afslapning. Chris og Thomas var stadig lidt ramte efter løbet, og derfor blev der ikke lavet nogle planer. Der var en lokal baseball kamp i en nærliggende park, som vi gik hen og så, og ellers shoppede jeg lidt. Aftensmaden blev lavet hjemme i lejligheden. God afslutning på en god uge.

Om søndagen før vi skulle flyve, havde Chris og jeg nogle timer at slå ihjel, så vi tilbragte dagen i Toronto centrum for at se om der var noget vi var gået glip af. Vi parkerede nede ved havnen og gik derfra. Desværre var vejret ikke med os, og vi blev rimelig våde da der pludselig var både regn og storm! Vi søgte ly inde på museet “The Hockey Hall of Fame” da Chris gerne ville opleve det. Det var et sjovt og anderledes museum, da det jo kun handlede om Ishockey. Selvom jeg ikke er den store ishockey fan, så hyggede jeg mig alligevel. Det var da mere spændende end det andet museum vi besøgte J Efter hockey museet, gik vi mod St. Lawrence Market, som jeg havde læst om og gerne ville besøge. Det er et stort marked med mad, men desværre var et lukket om søndagen.. Underligt at noget som tiltrækker turister, holder lukket om søndagen.

Vancouver

Sidste Canadiske stop på vores tur var Vancouver. Vi fløj fra Toronto, hvilket var en 5 timers flyvetur tværs over landet. Desværre var vores fly tre timer forsinket, så vi ankom først i Vancouver kl 01 om natten. Normalt kører der et ekspres tog fra lufthavnen til downtown, men det stopper selvfølgelig kl 01, så vi måtte tage en taxa i stedet. Turen tog ca 25 min og kostede 31 CAD.

Vores hotel lå i downtown, som er en slags halvø. på halvøen, er downtown delt op i områder, og vi boede i området WEST END. Der lå en masse butikker og restauranter tæt ved hotellet, især etniske restauranter. Mest Japansk, koreansk og kinesisk. Vi fik smagt lækre nudler på “Legendary Noodle House” og skøn 8 retters Malaysisk mad på “The Banana Leaf”.  Begge steder som vi valgte dels fordi de havde fået gode anmeldelser, men også fordi de lå lige ved siden af hotellet, og det regnede vanvittigt meget!  Nu vi er ved maden, så kan jeg jo også lige nævne et virkelig godt morgenmadssted, som hedder “Cora”. Det er en kæde som er rundt om i Canada, og jeg gætter på at de er kendte for portioner med virkelig meget frisk frugt! Menukortet har billeder af maden, og det bedste er, at maden du får, rent faktisk ligner billedet på en prik! Vi var der to gange, da det simpelthen var så lækkert. Jeg fik blandt andet en mango-grønkåls-smoothie med jordbær, banan, chia, kokos og crunch på. Skøn morgenmad!

 

Sidste restaurant jeg lige vil nævne, er “The Keg Steakhouse”, som også er en kæde. Vi havde lyst til en god bøf, og fandt frem til det her sted, da priserne så fornuftige ud og de havde fået gode anmeldelser. Sikke et godt valg! Vi blev bestemt ikke skuffede. Det var super lækkert, næsten på niveau med Mash, men til halvdelen af prisen. Sådan et sted mangler vi i Danmark. Jeg fik en Cesar salat, en New York strip 12 oz bøf og halvandet glas vin. Chris fik en kæmpe 14 oz prime rib og halvandet glas vin. I alt endte vi med at betale 650 kr, inklusiv drikkepenge. Nu undrer I jer sikkert over hvorfor vi fik halvandet glas vin?! De har et ret omfattende vinkort, og mange af vinene kan fås som glas. Der er to størrelser på glas, 6oz eller 9oz. Vi valgte 9oz og fik dermed en lille karaffel med vin hver, som svarede til ca halvandet glas – en helt perfekt mængde. Så det sted kan varmt anbefales.

Nok om mad.. Hvad kan byen ellers byde på? Vi befandt os kun på downtown halvøen, da vi kun havde 3 dage i denne dejlige by. Desværre var vi ikke så heldige med vejret. Det regnede 2 ud af 3 dage. Og når man udforsker byen til fods, så bliver man ret våd. Den første dag da vi bevægede os ud, købte jeg som det første, et regnslag. Det var dagens bedste køb, da vi endte med at gå 17 km den dag. Vi gik stort set hele downtown rundt på første dag. Fra West end hvor vi boede og ned til den modsatte ende, i området med deres hockey- og fodboldstadion. På vejen blev der naturligvis også kigget i en masse butikker. Downtown er hyggeligt og afslappet og de canadiske folk er meget gæstfrie. Der er ikke rigtig så mange seværdigheder, men i området GASTOWN kan man se et ur som kører på damp.

Fordi vejret var så kedeligt, blev vi ret fristede da vi kom forbi en stor biograf. Vi tænkte at det var en god måde at tilbringe 2-3 timer i tørvejr og varme. Det var nu meget hyggeligt og vi fik selvfølgelig både popcorn (med smør på) og sodavand. Vi havde næsten hele salen for os selv, og kunne sætte os lige hvor vi havde lyst. Man får ikke bestemte sæder, man sætter sig bare hvor der er plads.

På anden dagen vågnede vi til regn og blæst og besluttedes for at starte med træningscenter, i håb om at regnen ville stoppe.. Det gjorde den heldigvis, og resten af dagen blev brugt i Stanley park. En kæmpe stor park med flot natur og meget høje træer. Der er flot udsigt over vandet, og fra nogle steder kan man kigge over vandet og ind på downtown området. Vi gik efter en sø som hed “Beaver Lake”, men blev rimelig skuffede da vi fandt noget som lignede mere en mose. Og der var heller ikke nogle bævere at se. Øv. Man kan godt få en halv dag til at gå i Stanley Park, især hvis man vil se det hele. Men mest er det bare flot natur og udsigt over vandet som parken byder på, og der var mange som joggede rundt på stien langs vandet – en tur som er ca 8 km hvis man tager den hele vejen rundt ved vandet.

Den sidste dag i Vancouver havde vi planlagt at gå til banegården hvor vi skulle ha toget fra, for lige at sikre os at det var det rigtige sted og lige høre om der var noget vi skulle være opmærksomme på når vi skulle køre til USA. Efter Vancouver skulle vi nemlig videre til Tacoma i USA og besøge min familie. Det har jeg valgt ikke at skrive om i denne del, da jeg allerede har skrevet om Tacoma og Seattle.

Banegården lå ca en times gang fra hotellet, i den anden ende af halvøen. Vejret var blevet værre, og det regnede meget den dag. Vi valgte dog at trodse vejret og begav os alligevel ud. Ret hurtigt gik det op for os at regnen ikke ville stoppe, og vores bukser og sko var hurtigt gennemblødte. Vi skulle nok bare have taget en bus, men vi er begge så stædige og vi ville ikke lade os slå ud af “lidt” regn. Det var faktisk ret heldigt at tog derhen, for vi snakkede med en medarbejder som fortalte os hvordan hele boarding processen var. Vi var nok lidt naive og troede at man bare kom et kvarters tid før afgang og hoppede på toget — men det var ikke tilfældet her. Toget gik kl 06.30 og boarding starter kl. 05.20. Han anbefalede os at være i god tid, da pladserne tildeles alt efter hvor man står i køen og de bedste pladser gives væk først, dvs pladserne i højre side – så man kan se vandet som man kører langs. Derefter skal også man igennem Customs og Security. Så det ikke bare lige at hoppe på et tog.

Vi forsatte ud i regnen igen og tog på Vancouver Police Museum, som vi havde læst om. Et lille, men spændende museum som ligger lidt afsides, ca et kvarters gang fra GASTOWN. En god måde at tilbringe en times tid og vi var glade for at komme indenfor. Museet fortæller historien om Vancouver’s politi og har masser af effekter og displays. Efter museet tog vi en bus tilbage til hotellet, nu havde vi fået nok af regnen. På trods af regnen, havde vi nogle dejlige dage i Vancouver, men det havde selvfølgelig nok været sjovere hvis det havde været bedre vejr. Der er blandt andet nogle bjerge tæt på, hvor der findes udkigpunkter og andre naturoplevelser, som vi desværre ikke fik set pga vejret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.