
Male & Gulhi – Maldiverne
Maldiverne består af 1190 øer, hvoraf 188 er beboede. Blandt disse er der 116 resorts som hver har sin egen ø. Hovedstaden i Maldiverne hedder Male, som ligger 10 minutters sejltur fra lufthavnen (som ligger på sin egen ø). Vi valgte at bo på en lokal ø, som hedder Gulhi. Den ligger ca 1,5 timer med færge fra Male, og færgen sejler kun én gang om dagen hver vej. Ved ankomst i Maldiverne landede vi for sent til at nå dagens færge, så vi havde booket er hotel for en nat i Male før turen videre til Gulhi.
Male
Male er en tæt pakket by på 1,7 x 1,0 km, men de har fået plads til det hele og det virker meget større når man går rundt på øen. Der er biler og mopeds over det hele og det er en udfordring at krydse gaderne, da trafikken aldrig rigtig stopper. På Male findes der en hel del butikker, restauranter og hoteller, som nok mest henvender sig til turister som os der overnatter kort tid før turen går videre til en af øerne. Øen har to færgeterminaler, én hvor lufthavns færgen lægger til og én på den modsatte side af øen, hvor der sejler lokale færger ud til blandt andet Gulhi og Maafushi. Hvis man har bagage og skal til sit hotel eller mellem de to færge terminaler, så kan det anbefales at tage en taxa. Vi var så tossede at begive os ud på gå ben til vores hotel ved ankomst på Male, da det ikke så ud til at være særlig langt væk. Men i 30 graders varme og 80% luftfugtighed, samt to rimelig store kufferter, var det noget af en tur op og ned af fortove og slalom mellem mopeds og biler når vi skulle krydse vejene. Vi fandt også ud af at alle taxa ture på Male koster 25 Rufiyaa som svarer til 12,5 kroner, så det kan jo næste ikke betale sig at gå.

Gulhi
Efter ca. halvanden times færgetur fra Male, ankom vi på Gulhi. Det var en lidt gyngende tur, da færgerne ikke er særlig store. Det hele ser ret primitivt ud, men virker til at fungere. På færgen var mest lokale folk, men også nogle få andre turister ud over os, havde forvildet sig ud på tur med lokalfærgen. De fleste turister på Maldiverne bor på resorts og bliver transporteret direkte fra lufthavnen til resortet. Vi var dog ret vilde med at få lov at opleve det lokale liv, både med færgen og på den skønne lokale ø, Gulhi!

Ved ankomst stod der en person fra hotellet og tog i mod os. Vi var de eneste gæster som ankom den dag, alle andre som stod af færgen var lokale. Færgen sejlede videre mod Maafushi, som er en af de med turistede øer, hvor der findes flere hoteller og restauranter end på Gulhi. Det er dog stadig en lokal ø, i den forstand at det ikke er et resort og derfor vælger mange turister at besøge Maafushi. Vi havde dog valgt Gulhi meget bevidst, da vi gerne ville prøve en ø med så lidt turister som muligt og vi havde læst at der var meget mere fredeligt på Gulhi, hvilket viste sig at være rigtigt og vi er rigtig glade for vores valg af ø.

Hotellet vi boede på hedder Tropic Tree og vi havde booket det hjemmefra, da det så rigtig hyggeligt ud og havde fået mange gode anmeldelser fra gæster. Det forstår vi godt, og vi har også selv givet dem top karakterer efterfølgende. Den venlig mand som tog imod os ved færgen, var den samme som kørte vores kufferter (når jeg skriver køre, så mener jeg på en vogn, for der er ingen biler på Gulhi) og også checkede os ind. Vi blev budt velkommen i receptionen med en varm våd vaskeklud til hænderne, og juice mens vi ventede. Kufferterne blev båret op på værelset og vi var nu klar til at nyde vores 4 dage på denne hyggelige ø midt ud i det indiske Ocean.

Fra hotellets tagterrasse havde man en fantastisk udsigt over hele øen, som har en størrelse på 400m x225m, så den kunne gåes rundt på ingen tid. Temperaturen var på ca. 30 grader og heldigvis blæste det dejligt meget ved strandene, så man kunne holde det ud. På øen fandtes lige under 10 små butikker, nok nærmere kiosk størrelse, hvor man kunne købe lidt vand og hvad man ellers skulle bruge. Da øen er lokal og de lokale er muslimske, er det vigtigt at respektere deres regler. Dvs. man skal være dækket til fra skuldre til knæ når man går rundt på øen, undtagen på den ene turist strand der er på øen. På øens nordlige side, finder man turist stranden, eller bikini Beach som det også kaldes. Dette er det eneste sted på øen hvor man må bade i bikini/normalt badetøj.

På stranden findes der omkring 20 gratis liggestole og tilhørende parasoller. Der er godt nok ikke mange turister på øen, men vi oplevede at man skulle komme tidligt på dagen for at få en ledig liggestol. Meget af vores tid blev brugt i vandet, som var dejlig varmt. Vi havde taget snorkel udstyr med hjemmefra og det skulle da afprøves. Der var lavvandede meget langt ud, og man kunne se områderne hvor korallerne var, så det var bare om at svømme derud. Så snart kan kom ud til korallerne var der masser at flotte og farverige fisk at se under vandet. Aller flottest var det helt ude ved “det mørke” dvs. der hvor havet bliver dybt og man ikke længere kan bunde. Lige ved den kant hvor det går nedad, er det super flot med farver og fisk. Vi så desværre ingen skildpadder, som jeg ellers havde håbet på, men man skal nok længere ud og ned for at se dem. Der var snorkel ture man kunne tage på, men vi valgte at stranden var tilstrækkelig for os. Jeg havde ikke snorklet før, så jeg var ret nem at imponere 😉 Vi prøvede at tage billeder under vandet med min telefon, men det gik ikke så godt, så jeg har desværre ingen smukke undervands billeder at vise frem.

Selvom der var omkring 30 grader, så kunne man sagtens ligge en hel dag uden at føle at man blev helt stegt at solen. Der var nemlig en del vind ved vandet og også lidt overskyet, så det føltes ikke så varmt. Men man skal ikke lade sig narre, og selvom vi havde faktor 30 solcreme på, så havde vi fået en hel del farve på første dag og også blevet ret røde. Der findes endnu en strand på den sydlige ende af øen, 2 minutters gang fra hotellet, med der er ingen liggestole og den er ikke lige så bade-venlig. Vi fandt aldrig ud af om den sydlige strand også var en turist strand, eller det kun var den nordlige. Vi befandt os mest på den nordlige strand sammen med resten af øens turister.
Tropic Tree Hotel og Tropic Platter Restaurant
Tropic Platter er navnet på hotellets restaurant og der spiste vi alle vores måltider. Morgenmaden var inkluderet i vores booking og der fik vi serveret te og kaffe, samt juice. Det er ikke buffet, men istedet morgenmad man bestiller fra et menu kort. Der var noget forskelligt at vælge mellem, og oftest valgte vi omelet og toast. Den sidste morgen bestilte vi en traditionel maldivisk morgenmad som smagte super godt. Det bestod en slags tunsalat og friskbagte fladbrød.

Størstedelen at indbyggerne på Gulhi lever af fiskeri og det er derfor ikke så underligt at der var masser at fisk at vælge på menu kortet. Vi spiste fisk de fleste aftener, da jeg er helt vild med frisk seafood, og helst masser af det. Servicen på hotellet og på restauranten var helt i top og tjenerne var hyggelige og søde. Der var så få gæster på hotellet at de huskede hvem vi var, og sidste aften fik vi endda en gratis juice drink og dessert af dem. Priserne for måltiderne op på omkring 10$ for en ret, og dertil kommer service charge på
10% og tax på 12%. Med danske øjne, er dette jo en ganske overkommelig pris. Restauranten er i et hyggeligt udendørs område, hvilket jeg synes er skønt, så man stadig kunne nyde det skønne klima.

En af aftenerne blev der holdt maldivisk aften, som vi meldte os til for 20$ Per person. Om morgenen var der blevet hentet en masse kokosnødder ned fra deres egen kokos nøds træ, så de kunne servere frisk kokosvand til den maldiviske aften. Aftenen bød på buffet med traditionelle retter og musik og dans af en lokal gruppe. Det var en festlig aften med højt humør og masser af musik og sang. Det var de samme tre-fire tjenere vi så under hele opholdet og de var altid smilende og glade og ville bare gerne have at vi havde et godt ophold.
Hotellet tilbyder gratis badehåndklæder som man får udleveret i receptionen og derudover hænger der også snorkel udstyr, svømmefødder og parasoller m.m man kan benytte gratis. Der tilbydes gratis drikkevand, som stod på værelset ved ankomst og man fik også automatisk en flaske vand til hvert måltid. Der findes ingen pool på hotellet, men hvem behøver det når man kan se havet i alle retninger fra hotellet.
De fire dage vi tilbragte på Gulhi var fantastisk afslappende og vi lavede ikke andet end at nyde stranden, solen, maden og udsigten. Det var den helt perfekte pause mellem to storbyer.