
Playitas Sportsresort
I Sidste uge kom Chris og jeg hjem fra en uge på sportsferie i varmen – nærmere bestemt Playitas Resort på Fuerteventura. Det var en skøn uge med masser af træning og afslapning. Det var virkelig dejligt at gå rundt i træningstøj hele dage og ikke skulle tage makeup på om morgenen 🙂
Playitas Resort er en konkurrent til Club La Santa som ligger på nabo-øen Lanzarote. Det er samme koncept, dvs at der findes en masse sports aktiviteter man kan prøve kræfter med hele dagen. Den væsentligste forskel er at på La Santa er alt sport inkluderet i prisen, men på Playitas skal man betale for en del af aktiviteterne. Til gengæld er Playitas billigere, og hvis du finder et godt tilbud hos Apollo kan du få en uge for kun 3000 kr per person.
Der findes mange hold hele dagen lang, hvor det er gratis at deltage. Man skal ikke booke noget på forhånd, man dukker simpelthen bare op til holdet og er med. Der er to forskelle “sale” hvor holdene finder sted, det ene er udendørs hvor man kan nye solen imens man træner og det andet er i et stort telt. Flere gange blev holdene flyttet fra den udendørs bane til teltet mens vi var der, grundet regn.
Eftersom vi var på resortet i oktober, så oplevede vi lidt regn og skyer, men generelt var der ca 25 grader – meget bedre end det danske efterårsvejr! Nå, men hvad laver man så på en aktiv ferie? Hver morgen var der fælles yoga, som de kalder Sun Salutation, det var vi til et par gange, men det blev hurtigt lidt kedeligt fordi det var samme øvelser de lavede hver gang.

Generelt stod vi dog tidligt op, og enten gik ved stranden, løb en tur eller var med til at lave solhilsener. Derefter spiste vi morgenmad, gerne tidligt nok til at vi kunne nå at være klar til træning kl. 10 – for der startede de første hold. Eller – faktisk var der hver morgen et Cross-training hold (Workout of the day) kl.09.00, men det skulle man betale for, og ingen af os helt gale med cross fit, så vi sprang pænt over det hold.
Programmet skifter hver uge, men det er generelt de samme hold og tidspunkter der går igen. Det kan ses nedenfor, jeg ved ikke om man kan se holdnavnene tydeligt, ellers kan ugeprogrammet ses her: http://www.playitas.net/en/calendar/week

Vi deltog faktisk kun i de gratis hold, og det eneste vi betalte ekstra for var minigolf, som vi spillede en eftermiddag. Vi fik prøvet en masse hold og i gennemsnit var vi på nok på 3 hold om dagen. Der er hold fra kl. 10-12 og derefter spiste vi frokost. Vi havde kun købt halvpension, og skulle derfor lave frokost selv. Vi købte ind i den nærliggende Spar, som lå i Las Playitas byen kun 0,8 km fra resortet og nød vores frokost på terrassen hver dag. Efter frokost var der lidt tid til at nyde solen ved poolen, eller tage en lur før der igen var hold fra kl. 16 – 19. Hver aften deltog i det sidste hold kl. 18, som var “stretch & relax” – et genialt hold efter sådan en lang dag med masser af træning.
Vi fik prøvet en masse forskellige ting, blandt andet H.I.T, Pilates, Functional Training, Core, Fitball, Body Tone og Fatburner. Jeg tænker at der ikke er så meget grund til at beskrive de forskellige hold, da de minder meget om dem man kender i trænings centeret derhjemme. Udover, de normale hold man kender fra trænings centeret, så var der også aqua-aerobics hver dag i poolen, som faktisk var utroligt populært for alle aldersgrupper.

Ved siden af resortet ligger et lille bjerg som man kan gå over hvis man gerne vil besøge nabo byen. Der er ca 5 kilometer til nabo byen, Gran Tarajal. Jeg ved dog ikke hvor langt der er over bjerget, men det tog mellem 1 og 1,5 timer at gå over bjerget. Vi kom over til byen lige i tide til siesta, så det blev ikke til meget shopping, men vi fik da noget frokost. Det var nu også meget dejligt bare at komme lidt væk fra resortet og gå rundt og kigge i byen. Vi valgte at tage hovedvejen tilbage, hvor der findes en cykelsti man kan følge hele vejen til resortet. Man ser ikke så mange ting på vejen, da man bare går langs landevejen.. det mest spændende vi gik forbi på vejen, var en lille samling af postkasser som tilhørte husene i en lille landsby lidt tilbagetrukket fra vejen. Tog mest billedet fordi jeg syns de var så søde 😉


Vi valgte at være aktive de første to dage med intensiv træning og på tredjedagen begav vi os på tur over bjerget. Efter sådan tre intensive dage var vi ret ømme i kroppen og valgte en afslapnings dag hvor vi lå ved poolen hele dagen og fik sol om torsdagen. Heldigvis var der næsten skyfrit og vi havde mulighed for at få noget farve. Fredag og lørdag var vi aktive på diverse hold igen og om søndagen var der også tid til en enkelt løbetur om morgenen før vi skulle flyve hjem.
Hvis man tager en uge på Playitas skal man ikke forvente det vilde natteliv om aftenen, da der kun finde to barer som begge er rimelig tomme. Det kan også være det var fordi det var lidt udenfor sæson vi var der, men ærligt talt, så orkede vi kun at gå i baren én aften og det var fordi der var happy hour. De fleste aftener hyggede vi med at spille backgammon eller se en film i i lejligheden. Når man har været aktiv hele dagen, så bliver man også tidligt træt, og jeg faldt i søvn tidligt alle aftener. Til gengæld var jeg så også lysvågen kl 8 næste morgen og klar til flere aktiviteter.

Det var en skøn uge, og vi er allerede igang med at planlægge næste aktive ferie, spørgsmålet er bare hvor det skal være 🙂