San Blas Islands, Panama

San Blas Islands, Panama

Vi havde hjemmefra booket en tur til San blas islands, som er en samling af små øer ude i det caribiske hav, hvor man sejler ud fra panama. Vi havde læst hjemmefra at turene ofte virkede kaotiske og at ingen snakker engelsk/spansk, så vi var forberedt på “det værste”. 

Kl 5.20 om morgenen blev vi hentet i bil på vores hotel i Panama City og turen til båd-terminalen varede ca 3 timer. De sidste 40 km var på en meget svingende vej, og jeg var rigtig glad for at jeg havde taget en køresyge-pille inden turen. Ved bådterminalen var der mange mennesker og der kom en guide hen til os som rent faktisk snakkede nogenlunde engelsk og spurgte hvad vi ville have at spise til frokosten senere. Vi kunne vælge mellem fisk, kylling eller blæksprutte sammen med ris eller stegt banan (platanos). Det tydede jo godt..

Ifølge vores program skulle vi bare hen til vores ø hvor vi skulle tilbringes første nat, og vi glædede os til bare at slappe af på en strand hele dagen. Men den plan gik hurtigt i vasken, for der var ikke meget afslapning før om eftermiddagen. Første stop var på “hovedøen” hvor der var “butikker”, skole, lægeklinik osv. Vi kom rundt og se øen og så dansede de lokale en traditionel dans for os. Det var lidt opsat og tydeligvis kun for turisterne, men det måtte vi jo ta med 😉

Næste stop var en ø hvor vi fik lidt frisk frugt og kaffe og fik at vide vi skulle være det en time og vi kunne bade eller bruge padelboards. Det var skønt at komme i vandet! Det havde jeg set frem til lige siden vi trådte ud i 30 graders varme i lufthavnen. Så gik turen ud til en “natural pool” som er et lille område i vandet som ikke er dybt, og vi fik mulighed for at både i en halv times tid. Det var lidt bøvlet at komme ind og ud af båden, og alle ens ting blev våde når man kom op af vandet, men det var virkelig smukt og vandet var lækkert! Efterfølgende gik turen videre til vores frokost stop, og det var tiltrængt. 

Vi var ret sultne på det tidspunkt, efter kun at have spist 2 bananer i bilen om morgenen. Frokosten blev serveret på en anden ø og det smagte dejligt. Vi havde 2 timer på øen, så vi kunne slappe af i en hængekøje, bade, eller hvad man havde lyst til.

Nu var vi virkelig klar til at finde vores ø og hytte, og heldigvis var det næste stop på turen. Det viser sig at vi var blevet ført gennem et program som dags-gæsterne havde, altså dem som skulle hjem igen samme dag.De skal jo helst opleve en masse, så derfor det intense program. Jeg var godt nok glad for at jeg ikke skulle afsted på den lange hjemtur igen samme dag. Vi kom til vores ø og fik vores hytte, som endda havde eget badeværelse. Ingen ide om vi har betalt ekstra for det eller ej, men det var nu ret lækkert. Alt var ret primitivt som forventet, men passer perfekt ind i stemningen på øen, og udsigt fra hytten direkte ud på bølgen blå. Det kan man da ikke klage over.

Aftensmaden blev serveret kl 19.30 og der var strøm til at oplade telefoner hvis man havde brug for det. Der var endda et tv som viste genudsendelse af super bowl.  Efter maden og et hurtigt spil kort var vi klar til at sove.

Anden dag blev vi hentet ved 10 tiden og sejlet ud til en anden ø, hvor der var alt for mange mennesker. Det var ret ærgerligt, for det ødelægger lidt stemningen.  Vi var der i to timer, og kunne bade og nyde solen. Vi fandt os et godt spot under en palme, der var for varmt i solen. Da vi blev hentet var planen egentlig at vi igen skulle ud til en naturlig pool, men da vejret var blevet lidt overskyet, så spurgte guiden om vi hellere bare ville ha frokost istedet. Det var alle på båden enige om, at vi var klar til frokost. Jeg tror alle folk fra den tidligere ø var taget til denne ø også, for der var også fyldt med folk. Vi havde ca 3 timer på øen, men desværre begyndte det at blæse og regne, så vi fik ikke solbadet så meget.

Næste ø stop var øen hvor vi skulle overnatte. Øen virkede meget etableret i forhold til de andre, men pænere toilet og bade faciliteter, og en større restaurant. Også en fin ø, men igen syns jeg at der er en anden stemning når det er så bebygget. På denne ø var der nærmest huse i forhold til hytter, og vi skulle bo på 1.sal af en meget farverig bygning. Der var ikke så meget at lave på øen, så vi spillede kort eller lå ved stranden i løbet af dagen og aftenen. Efter vi havde været der en nat, skulle vi hjem til Panama City igen, og formiddagen gik bare med at ligge på stranden og vente på at vi blev hentet i båd. Ren afslapning.

Overordnet er San Blas øerne jo fantastisk flotte, der er krystalklart blåt vand og udsigten er fuldstædning som man ville forvente. Dog syns jeg at det er lidt ærgerligt at der er så mange mennesker på øerne, da det bliver lidt for turistet. Man kan tydeligt se at det er en pengemaskine som skal udnyttes – hvertfald de øer som modtager turister. Der er sikkert også øer hvor der ikke kommer turister, som stadig er autentiske. Hvis man er i Panama City kan det bestemt anbefales at ta til San Blas, men vær forberedt på mange turister og primitive forhold. Vær også opmærksomme på at der ingen netværks-dækning er på øen, så selv hvis I et simkort (som vi havde), så er der nærmest ingen mulighed for at være online. Der er ingen wifi – men nogle gange fanger telefonen lige et signal så du kan sende en besked eller lignende. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.